Lisbets skilt var ved at falde fra hinanden: Så kom 5. og 6. klasse på banen
GJØL: Lisbet Emmery, der er formand for Natur- og Kulturcafeen på Gjøl, havde et problem.
Navneskiltet på det 16 år gamle samlingssted på havnen på Gjøl var gået i forfald. Lige så stille var bogstaverne faldet af - og til sidst stod der kun "Nat ... og Kult..cafe".
- Jeg ved ikke, om de er faldet af på grund af alder eller vejr og vind, men væk var bogstaverne i hvert fald, siger Lisbet Emmery.
Så fik formanden en idé.
- Vi er jo bare en lille forening uden alt for mange penge, så jeg spurgte skolelederen på Gjøl Skole, om de måske kunne hjælpe os. De har jo et såkaldt ”Makerspace” med blandt andet en 3D-printer, fortæller Lisbet Emmery.
- Det ville de da gerne. Så de lavede helt nye bogstaver til skiltet.
Eleverne tog fat
Mandag var eleverne i 5. og 6. klasse på besøg for at reparere skiltet.
- De var cyklet derned sammen med to lærere. Vi snakkede lidt om Naturcafeen og en del om Makerspace, og hvad de bruger det til.
- Så blev de flotte nye blå bogstaver limet på skiltet, som blev lagt til tørre natten over - og tirsdag kunne jeg så hænge skiltet op igen.
Næppe var det nye skilt på plads, før en gruppe cykelturister fra Cuxhaven i Tyskland stoppede op for at beundre det, inden turen gik videre om hjørnet og en stor vaffelis på havnegrillen, der er en del af Natur- og Kulturcafeen.
- Jeg synes, at det er en lille solstrålehistorie. Ikke fordi Naturcafeen sparer penge, men fordi det er en god ting, at det, som skolebørnene laver i Makerspace, også kan bruges til noget helt lavpraktisk og nyttigt i byen, siger Lisbet Emmery.
- For samarbejde - det er vi faktisk ret gode til på Gjøl.