Billede beskrivelse

Shubberne, Oktoberfest, Sanne og julefrokost: Nyt koncertsted indvies

02. august 2024 kl. 19.02

BLOKHUS: Plakaterne på væggen i multihallens foyer indikerer, at der er lagt op til et musikrigt efterår og forår hos Fun Art Blokhus.

Navne som Sko/Torp, Shubberne, Nikolaj & Piloterne, Henning Stærk, Rasmus Bjerg/John Mogensen er blandt de kunstnere, som i de kommende måneder vil optræde i den splinternye koncertsal. Der vil også blive to store julefrokoster med musik og dans, hvor ABBA cz optræder og Smukke Møller underholder med Kim Larsen/Gasolin-hits.

- Vi har planlagt i alt 20 koncerter i efteråret og foråret, og vores første koncert finder sted den 7. september, hvor Smukke Møller vil underholde med hits af Kim Larsen og Gasolin, fortæller direktør for Fun Art Blokhus, Jens Boelskifte.

Billede beskrivelse

- For at markere åbningen af vores nye koncertsal har vi besluttet at sælge billetter til kun 50 kroner til dette arrangement. Med i prisen er desuden en øl, vand eller et glas vin.

Endnu arbejder håndværkerne på højtryk for at færdiggøre den nye multihal, som bliver på 2.600 kvadratmeter og får plads til godt 1.000 gæster. Hallen indeholder foyer, toiletter, mødelokaler, storkøkken, der kan bespise koncertgæsterne, og naturligvis selve koncertsalen, hvor der er etableret en række VIP-siddepladser, som er hævet over gulvhøjde, og hvorfra man kan nyde koncerten.

Billede beskrivelse

- Det er også muligt at booke et lokale, hvor man kan sidde for sig selv og spise inden koncerten. Det er oplagt, hvis der eksempelvis er tale om en virksomhed, siger Jens Boelskifte og tilføjer, at inspirationen til det seneste tiltag hos Fun Art er hentet forskellige steder i verden.

- Vi håber, at vi kommer til at tiltrække gæster ikke blot fra lokalområdet, men fra hele landet, da vi også kan tilbyde overnatning, siger Jens Boelskifte og henviser til stedets nye hotellejligheder.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste