Så er der kulturfestival for tredje gang
ARENTSMINDE: Der bliver atter kulturfestival i Arentsminde, fortæller Brian Hyllested, der er formand for Langeslund Kulturforening.
- Nu er det tredje gang, at vi arrangerer kulturfestivalen, så det er på tide at kalde det en tradition. I år foregår det lørdag den 10. august i Langeslund Have, siger Hyllested.
Alt det praktiske i forbindelse med festivalen er lagt i hænderne på cirka 20 frivillige.
- De gør et stort arbejde – og så er der det positive, at de frivillige i kulturforeningen er en helt anden gruppe end de frivillige, der normalt stiller op ved alle andre begivenheder i Arentsminde. Så festivalen er også med til at ryste indbyggerne sammen og har stor betydning for det sociale liv i vores lille by, forklarer Brian Hyllested.
Det sociale er vigtigt
- Økonomien i festivalen er OK, men så heller ikke mere. Vi fik lidt tilskud fra kommunen til den første festival, men den kilde er tørret ud. Så nu er vi selvfinansierende. Det løber da rundt, men heller ikke mere – men overskud er heller ikke målet. Det er først og fremmest det sociale liv, der er vigtigt for os.
- Vi holder fast i det velkendte koncept, hvor det først og fremmest handler om at være sammen og hygge, mens vi hører god musik i den gamle og hyggelige have. Vi stiller op med boder, hvor vi sælger pølser, wraps og drikkevarer – og når mørket falder på, tænder vi op i faklerne, så der bliver stemning.
Programmet bliver åbnet af de velkendte og lokalkendte Tørvebisserne, der går på scenen kl. 15.30. Så følger Dreamers and believers, der spiller blandet musik indenfor country, folk, rock og Dansktop. Det hele slutter med Ugler i Mosen. I pauserne får festivalen besøg af en ballonklovn, der laver ballondyr til børnene.
Langeslund Have ligger bag den tidligere skole i Arentsminde og er egentlig bare en græsplæne omkranset af store træer. Området var tidligere parkhave ved Langeslund Hovedgård, der blev revet ned i 1958 til fordel for den nu nedlagte skole i Arentsminde.