Billede beskrivelse

Redningen af danske jøder markeres i Ingstrup

27. august 2024 kl. 14.01

INGSTRUP: En vandreudstilling om de danske jøders skæbne i 1943 - som har været rundt i det store udland - kommer nu til Ingstrup i 14 dage fra 1. september.

At det bliver Ingstrup, der får glæde af den spændende udstilling, hænger sammen med, at en af mændene bag udstillingen er den tyske historiker Dr. Christian Schölzel, som har købt hus på Hesteskoen i Ingstrup og vil slå sig ned i byen efter at have boet i Berlin.

Den tyske historiker præsenterer udstillingen i samarbejde med den danske historiker Simon Kratholm Ankjærgaard.

Taler mange sprog

Christian Schölzel opnåede sin doktorgrad i 2003. Året efter oprettede han sin egen virksomhed "Culture and more", som tilbyder public history og forskning. Foreløbig er det blevet til omkring 250 nationale og internationale projekter.

- Det kan være både privatpersoner, virksomheder eller institutioner, som bestiller et historisk projekt, fortæller Christian Schölzel, som taler dansk under udvikling, som han kalder det.

Ud over modersmålet tysk mestrer han også engelsk og serbokroatisk og kan også tale fransk og russisk på et vist niveau.

Christian Schölzel har en kæreste, som også er indstillet på at flytte til Ingstrup, og så skal de efter planen giftes. Hun mangler bare et arbejde i Danmark. I Tyskland sælger hun medicinsk udstyr, men har mod på at prøve noget helt andet. En form for cafe her i landet har også været under overvejelse.

Billede beskrivelse

Anledningen til udstillingen, som altså nu kommer til Ingstrup og kan ses i Bogbrugsen, er, at det i år er 80 året for redningen af de danske jøder i oktober 1943.

Da den danske samarbejdspolitik med den tyske besættelsesmagt begyndte at vakle i begyndelsen af 1943, blev den tyske kurs i Danmark mere rå. Den tyske rigsbefuldmægtigede Dr. Werner Best rettede 8. september henvendelse til Berlin med henblik på at få løst "det jødiske spørgsmål" også i Danmark. Tre uger senere kom aktionen mod de danske jøder, som dog allerede var blevet advaret og var på flugt. Advarslen kom fra den tyske diplomat Georg Ferdinand Duckwitz. Det diskuteres stadig, hvorfor Duckwitz kom med advarslen. Men det betød, at kun lige under 500 jøder blev taget til fange og blev deporteret til kz-lejren Theresienstad. Langt de fleste endte i sikkerhed i Sverige.

Det er hele historien om oktober 1943, om jødernes flugt og om deres fangenskab, der foldes ud i udstillingen i Ingstrup, som åbnes af borgmester Mogens Christen Gade søndag 1. september kl.13. 

Nyt perspektiv på flugten

Fredag 13. september kl. 19 kommer historikeren Simon Kratholm Ankjærgaard til Ingstrup og holder foredrag og præsenterer sin bog "Oktober 1943 - De danske jøders flugt og fangenskab."

- Mange vil sikkert sige: Nå - endnu en bog om danskernes indsats for at hjælpe jøderne i sikkerhed i Sverige, siger Simom Kratholm Ankjærgaard.

- Men jeg synes, jeg også beskriver flugten til Sverige i et nyt perspektiv. I mange bøger er flugten beskrevet ud fra et modstandskamp-perspektiv, hvor der er fokus på danskernes indsats og hjælp. Jøderne er næsten statister. Men jøderne kom til at stå i en meget vanskelig situation i oktober 1943, da de pludselig skulle foretage en række vanskelige beslutninger i forbindelse med, at de skulle forlade deres hjem og land. Den situation har der ikke været meget fokus på, fortæller Simon Kratholm Ankjærgaard.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste