Billede beskrivelse

Peter Mygind og søn taler ud i Fjerritslev

16. oktober 2023 kl. 06.01

Lions Club Fjerritslev (Herreklubben) sætter ansigt på misbrugsproblemer, når de torsdag 26. oktober 2023 kl. 19.00 inviterer til foredrag på Fjerritslev Gymnasium.

Her får hanboerne besøg af far og søn, Peter og Julius Mygind, som vil give et hudløst ærligt indblik i en far og søns erfaringer med stoffer, når de fortæller om Julius’ stofmisbrug – og om, hvilke konsekvenser misbruget har haft for dem som familie.

Dialog mellem forældre og unge

I foredraget diskuterer Peter og Julius fra hvert sit synspunkt, hvordan vi får skabt en god og konstruktiv dialog forældre og unge imellem, så de unge kan hjælpes til at fravælge rusmidlerne i en verden, hvor konfrontationen med stoffer efterhånden er alle vegne – og hvor det sociale pres for at passe ind er større end nogensinde før.

- Foredraget er for alle interesserede, men henvender sig særligt til skoleelever og deres forældre fra 6. klasse og op – samt unge på gymnasiet og andre uddannelser, fortæller Palle Raehrgaard Nielsen fra Lions Club Fjerritslev.

Herreklubben har i mange år sammen med kvindeklubben Vesterhavsfruerne i mange år haft fokus på unge og misbrugsproblemer. Oplysningsarbejdet finansieres gennem de to klubbers velkendte salg af tulipaner hvert forår.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste