Billede beskrivelse

Henning og Freddy inviterer til et helt særligt vikingemarked

18. august 2024 kl. 06.02

AGGERSBORG: Når Henning Christensen og Freddy Nielsen inviterer til vikingehåndværkertræf på Aggersborg i den kommende weekend, bliver det et ganske særligt marked.

Det bliver nemlig det første vikingetræf på Aggersborg, efter at de danske ringborge er blevet udnævnt til Unesco-verdensarv og dermed blevet placeret i historiske superliga. Derfor forventer de to initiativtagere fra foreningen Aggersborg-vikingerne ekstra mange besøgende, når vikinger fra hele landet samles for at vise deres håndværk frem.

- Forhåndsinteressen har været stor i danske vikingekredse. Så det store marked byder på cirka 100 vikinger fra hele landet, som viser deres håndværk fra vikingetiden frem og også gerne fortæller om det, fortæller Henning Christensen.

- Vikingerne var ikke bare krigere, som drog på togter for at erobre land og kostbarheder, slå ihjel, voldtage og hvad men ellers kender fra film og TV-serier.

Billede beskrivelse

Gode håndværkere

- Vikingerne var også håndværkere, som selv lavede alt, hvad der skulle til for at få samfundet til at fungere i dagligdagen. Krigerne kunne ikke rejse af sted uden skibe, våben, tøj og mad. De fleste håndværk krævede en eller anden form for værktøj. Kunne man ikke selv lave værktøjet, måtte man finde en, som kunne lave det og bytte med noget andet.

De to initiativtagere er begge uddannet smede – og det er også der, interessen for vikingehåndværket stammer.

- Moderne smede står på ryggen af vikingernes erfaringer. Alt, hvad vi gør med jernet, er noget, som vikingerne opfandt, for de var dygtige håndværkere, fortæller Freddy Nielsen.

- Men vikingerne var også gode tømrere. Ud over brænde anvendes træ til langbuer, håndtag på værktøj, knivskæfter, skåle, skeer, skibe og husbyggeri.

Kjortler og fuldskæg

De fleste af udstillerne møder op i vikingetøj. Det vil sige uldne kjortler, som var højeste mode sammen med fuldskæg for 1.000 år siden.

- Alle skulle bruge tøj mere eller mindre pyntet. Derfor var det vigtigt, at nogle var dygtige til at sortere, karte og spinde ulden. Måske skulle ulden farves i en almindelig eller en speciel farve afhængig af hvad man havde råd til. Ulden skulle væves, inden der kunne syes tøj, forklarer Henning Christensen.

Alt det kan man opleve på Aggersborg lørdag den 24. august og søndag den 25. august. Der er åbent for publikum lørdag 10 – 16 og søndag 10 - 15.

Det er i år 9. gang, at Aggersborg Vikingehåndværkertræf gennemføres. Samtidig arrangerer Vesthimmerlands Museum rundvisning på Aggersborg, og Regitze Johansen fortæller og viser rundt på Aggersborggård.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste