Billede beskrivelse

Byfesten der blev til en festival fylder 25 år

02. oktober 2023 kl. 06.59

Regn kan ikke holde hanboerne tilbage, når der er dømt fest - i hvert fald ikke når det gælder byfesten, der udviklede sig til en festival: VesterhavsRock.

- Vi er rigtigt, rigtigt glade for at vi nåede samme omsætning som sidste år på trods af det dårlige vejr, det fortæller festivalens formand Søren Mortensen.

3700 mennesker gæstede Dyrskuepladsen og bøgeskoven i Fjerritslev lørdag, mens fredag også var velbesøgt.

- Der kom 1400 gæster, så det er faktisk bedre end sidste år, hvor vi første gang havde fredagen med og lavede en to-dages musikfest. Så fredag er kommet for at blive.

Næste år kan VesterhavsRock fejre 25 års jubilæum og selvom programmet endnu ikke er på plads, lover formanden, at det bliver med et brag af en fødselsdagsfest.

- Jeg vil ikke sige, at det bliver større, men vi ligger os i selen for at finde et rigtigt godt musikprogram. 

Store stjerner

Da eventet første gang stillede den helt store scene frem i 1999 var det med Cahir, MetPek, Blå Øjne, Tørfisk, Sweethearts, Peter og de andre kopier, Henning Stærk og Crispy på plakaten.

Mixet af klassikere og årets ørehængere er bevaret, men programmet er udvidet en del de sidste to år, hvor der er kommet endnu en scene til og hvor der er musik i højtalerne i to dage.

I år var der således helt store stjerner som Jonah Blacksmith, CHristopher og Gobs forbi Fjerritslev. De frivillige bag kigger allerede på næste års lineup, men har ikke skrevet under med nogen endnu.

- Men den skal da have et ordentligt spark, lover formanden.

VesterhavsRock åbner for billetsalget 6. oktober, hvor der er såkaldt early-bird-weekend med rabat.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste