Billede beskrivelse

Brian inviterer til træf: 60 fede lastbiler bliver trækplaster

11. august 2024 kl. 17.00
Opdateret 12. august 2024 kl. 10.18

VESTER THORUP: Et stort truckertræf med 60 fede lastbiler bliver det helt store trækplaster, når Thorup-Klim Boldklub i weekenden inviterer til den årlige sommerfest på Vester Thorup Stadion – Sensommerdag, som den kaldes, selv om der festes hele weekenden.

- Lastbiltræffet er en nyskabelse i forbindelse med festen. Der er 60 lastbiler fra hele landet tilmeldt, så der bliver virkelig noget at kikke på, siger Brian Kirk, der er formand for Thorup-Klim Boldklub.

Stor interesse

- Vi er faktisk lidt overvældet over interessen for lastbiltræffet, der begynder lørdag og slutter søndag eftermiddag med en stor paradekørsel. Forinden vil alle lastbilerne blive bedømt af både publikum og en særlig dommerkomite med otte medlemmer – og så er der flotte præmier til de flotteste lastbiler.

- Vi håber, at lastbiltræffet vil være med til at skabe interesse for vores byfest. For det er ikke bare en fest for de lokale, men for alle, der har lyst til at opleve vores dejlige egn, siger boldklub-formanden.

Billede beskrivelse

Festen bliver tyvstartet allerede torsdag 15. august, hvor Vester Thorup er startsted for Tour de Jammerbugt.

Fredag morgen er det børnenes tur, hvor både eleverne fra friskolen og den kommunale skole – over 100 børn – mødes til underholdning og leg. Det hele sluttes med fællesspisning til middag. Om aftenen er der alkoholfrit diskotek for alle børn mellem 2. og 7. klasse.

Lørdag går det løs på stadion med blandt andet præmiewhist, lastbiltræf og en udstilling med deltagelse af sommerdagenes 22 sponsorer. Om aftenen er der fest i teltet med spisning. Efter maden spiller Beers for Tears.

Firmafest

Sidste år deltog 267 i spisningen – og Brian Kirk håber på endnu flere i år.

- Flere lokale virksomheder bruger sommerfesten til en lille firmafest – og det synes vi naturligvis er en rigtig god ide. Og så har vi også sørget for, at når det hele er slut kl. 1, er der bus til Thorupstrand, Klim og Fjerritslev siger boldklub-formanden.

Søndag fortsætter festlighederne på stadion, hvor man også får besøg af U.S. Carclub Vildsvinene, præmieoverrækkelse i lastbilkonkurrencen – og så den afsluttende paradekørsel kl. 15.

Både lørdag og søndag får stadion også besøg af Gutterne på Kutterne, som giver festdeltagerne en gang røg, når de starter deres traktor EM Olsen op. Den flotte traktor er udstyret med en bådmotor – og kan virkelig både give lyd og røg fra sig.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste