Billede beskrivelse

Blokhus Marathon blev en total-succes: - Vi er bare så glade og meget tilfredse

06. august 2024 kl. 06.01

BLOKHUS: 1102 friske løbere var klar til start på Torvet i badebyen.

- Vi er bare så glade og meget tilfredse.

Kurt Bruun fra Saltum Trim - arrangør af Blokhus Marathon - kan næsten ikke få armene ned efter søndagens maraton, som blev en total succes.

Med 1102 løbere blev der sat deltagerrekord. Den sidste løber var dårligt kommet i mål, før de første tilmeldinger til næste års maraton tikkede ind.

- Her mandag eftermiddag har vi fået 93 tilmeldinger til næste års løb, fortæller Kurt Bruun.

Billede beskrivelse

Deltagerrekorden i år kommer noget bag på ham. 

- Da vi i april skulle bestille medaljer, var vi meget usikre på, hvor mange vi ville få brug for. Sidste år havde vi 918 deltagere, så vi sigtede efter måske 1000 i år, fortæller Kurt Bruun.

- Med 1102 deltagere måtte vi desværre sige nej til op mod 200. Også på selve løbsdagen måtte vi sige nej til løbere, som gerne ville være med. Der var simpelthen udsolgt af alt - blandt andet medaljer. Jeg tror, vi er ved at nå det antal deltagere, vi maksimalt kan have med. Vi skal ikke fortsætte med at vokse bare for at tjene flere penge, siger han.

- At interessen for at være med er så stor, må jo betyde, at vi gør noget rigtigt. Vi har et kvalitetsarrangement med en meget fornuftig deltagerbetaling, tilføjer Kurt Bruun.

374 af deltagerne ville løbe halvmaraton, mens 130 tog den klassiske distance på de godt 42 km. Der var også kortere ruter. Ville man hellere gå, var der også mulighed for det.

Godt 70 frivillige sørgede for, at alle fik en god oplevelse.

Det var 16. gang, der var Blokhus Marathon. I 2025 er der Blokhus Marathon den 3. august.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste