Billede beskrivelse

Voldsomt snefald, men ingen fygning

07. januar 2026 kl. 18.01

JAMMERBUGT: - Siden klokken 14 har vi haft alt snerydningsmateriel ude at køre – og vi bliver ved, til snevejret stopper.

Sådan lyder meldingen fra Niels Bresemann, der er vej- og parkchef i Jammerbugt kommune og også har haft snevagten i dag, hvor prognoserne har lydt på snestorm.

- Heldigvis har det ikke været blæsevejr, så vi har kunnet følge nogenlunde med sneen – og vi rydder på fuld kraft på alle de overordnede veje – altså ikke villavejene.

- Det er planen i øjeblikket, at vi fortsætter snerydningen, så længe det sner. Så krydser vi fingre for, at det ikke begynder at blæse – og når snevejret stopper, går vi i gang med at salte og rydde stier. Så det ligner et langt arbejdsdøgn, siger Bresemann.

Billede beskrivelse

Prognoserne passede

Snefaldet har fulgt prognoserne fra DMI. Det begyndte på Fjerritslev-kanten ved middagstid og bredte sig så mod nordøst op gennem hele Jammerbugt kommune.

DMI har udsendt varsel om snestorm frem til klokken 6 torsdag morgen, så det er nok en god ide at være forberedt på det værste, hvis man skal køre på arbejde fra morgenstunden.

Billede beskrivelse

Også på Falck-stationen i Brovst er man forberedt på det værste, selv om eftermiddagen har været fredelig.

Stationen har fået tildelt en af de store sneplove fra Beredskabsstyrelsen. Den står nu standby i garagen, hvis en nødsituation opstår.

Brandfolkene har også gjort plads i garagen til en af forsvarets store Piranha-ambulancer, men den er endnu ikke ankommet til stationen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste