Billede beskrivelse

Vikinger i campingvogn

08. juli 2025 kl. 06.04

AGGERSBORG: Vesthimmerlands Museum, der driver Unesco-verdensarven på den gamle vikingeborg Aggersborg, har anskaffet sig et rullende vikingehus – en campingvogn, som den ville have set ud i vikingetiden.

Nyskabelsen er bygget af Han Herred Havbåde i Slettestrand.

- Ganske vist er det rullende vikingehus ikke bygget efter klinkmetoden, som havbådeværftet er ekspert i, og som var den gængse metode, da vikingerne byggede deres skibe for godt 1.000 år siden, forklarer Louise Villadsen, som er formidlingschef på Vesthimmerlands Museum.

Godt håndværk

- Folkene på Han Herred Havbåde kan noget helt særligt med træ og håndværk – og værftet var derfor det naturlige valg, da vi skulle have bygget den nye vogn, som er et mobilt formidlingscenter.

Billede beskrivelse

Det rullende langhus skal i skolernes ferier være en fast del af formidlingen på Aggersborg. Uden for ferierne rejser huset ud til skoler, byfester og andre lokale kulturaktiviteter.

- Selv om museet har hjemme i Vesthimmerlands kommune, er det ingen begrænsning. Vi vil også meget gerne dele Aggersborg og vikingetiden med folk i Jammerbugt kommune, så vi kommer også gerne til Fjerritslev, Aabybro, Blokhus og ikke mindst Slettestrand med det rullende vikingehus, siger Louise Villadsen.

Vikingernes campingsvogn blev indviet fredag den 4. juli med af borgmester Per Bach Laursen, Vesthimmerland kommune, der takkede Spar Nord Fonden for at have støttet projektet. Ved indvielsen blev der serveret kold mjød og røget kød – akkurat som i vikingetiden.

Vesthimmerlands Museum er i tæt samarbejde med Vesthimmerlands Kommune og borgerne i Aggersund i gang med at udvikle Aggersborg som besøgssted.

På sigt skal et permanent besøgscenter formidle borgens rolle som Danmarks største ringborg. Indtil da etableres en midlertidig velkomstpavillon, som skal styrke oplevelsen for de mange tusind gæster, der hver sommer besøger stedet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste