Ungehus i Fjerritslev er nu en realitet
FJERRITSLEV: Tirsdag den 6. maj blev det nye Ungehus i Fjerritslev officielt indviet. Ungehuset er en del af Jammerbugt Kommunes ungdomsskoletilbud og har længe været et politisk ønske.
Målet har været at skabe bedre rammer for de unges klub- og fritidsliv – et sted med lys, plads og muligheder for fællesskab og aktiviteter, der styrker trivsel.
Det ønske er nu blevet opfyldt med en omfattende renovering af den tidligere tandklinik i byen. Huset skal både rumme ungdomsskoleaktiviteter og dagplejens legestue. Der bliver liv i huset fra tidlig morgen til sen aften.
Placeringen er ideel – tæt på skole, skaterbane, hal og fodboldbaner. Det giver gode muligheder for samarbejde med lokalområdet og for at skabe spændende og anderledes aktiviteter.
Indvielsen blev markeret med to fejringer – en kl. 14 og en kl. 18 – så flest mulige unge, forældre og samarbejdspartnere kunne deltage. Omkring 110 personer deltog i løbet af dagen.
Formanden og næstformanden for Børne- og Familieudvalget, Susanne Møller Jensen og Ulla Flintholm, samt formanden for ungdomsskolens bestyrelse, Helle Bak Andreasen, holdt taler. De fremhævede alle betydningen af at have et sted, hvor unge kan mødes i trygge og inspirerende rammer.
I sin tale understregede Helle Bak Andreasen vigtigheden af fællesskab og kom med en opfordring til de unge:
- Lov mig, at I husker at invitere hinanden ind i jeres fællesskaber. Alle har brug for at være en del af et fællesskab, så husk at tage ansvar for hinanden.
Tre unge fra ungdomsskolen modtog desuden en gave som tak for deres store indsats under renoveringsarbejdet – en indsats, der har bidraget til at skabe et sted, hvor endnu flere unge kan føle sig hjemme.