Billede beskrivelse

Skuffet centerleder: Nu drejer vi nøglen

25. januar 2026 kl. 11.07

BROVST: Natten til fredag blev der tændt bål og begået hærværk på de offentlige toiletter ved Brovst Sport og Kulturcenter.

Det får nu centerleder Niels Langhoff Hansen til at dreje nøglen om, så der ikke længere er adgang til toiletterne om natten.

- Hærværket er begået af tre piger, som kom klokken 02.45 og gik igen klokken 03.36, fortæller Niels Langhoff Hansen.

Det kunne gå helt galt

- De må have frosset, for de har haft antændt et mindre bål på begge toiletter. Heldigvis skete der ikke noget yderlige, men det kunne jo være gået helt galt.

- Vi har nogle videoer med dem, men da det ikke er nogen vi kender, kan vi ikke kontakte nogen for erstatning.

Billede beskrivelse

Niels Langhoff Hansen er totalt uforstående over for, hvad der får de unge til at begå hærværk og ødelægge tingene for andre.

- Hvad får unge mennesker til at gøre sådan noget? Hvad vil de have ud af det?, spørger centerlederen.

- Jeg har ikke noget problem i, at de kan sidde derinde og få varmen, så længe de bare behandler tingene ordentlig.

Ikke første gang

- Det ikke første gang, vi oplever sådan noget. Der har før været antændt ild, der har været en knallert inde på toiletterne, hvor man har brændt dæk af, hvilket i øvrigt ikke er særlig nemt at vaske af hverken fliser eller væggene. Vi oplever tit toiletterne bliver stoppet til med mærkelig ting, såsom underbukser, flasker, dåser og grene.

- Nu er vi bare kommet dertil, at vi ikke længere bare kan se igennem fingre med det. Derfor har vi besluttet, at vi låser toiletterne af hver dag, når vi i øvrigt låser hallen af. Så håber vi det kan hjælpe på problemet.

Billede beskrivelse

- Vi håber selvfølgelig at vi igen på et tidspunkt kan åbne dem igen døgnet rundt, men det har vi ikke besluttet endnu. Dette er selvfølgelig træls for dem som godt kan bruge tingene ordentlig, men vi håber samtidig på folks forståelse.

Niels Langhoff Hansen vil naturligvis gerne i kontakt med pigerne, så de kan erstatte det ødelagte.

- Vi har det jo på video, så det er nemt at bevise. Men det er ikke vores opgave at være domstol, så vi offentlig ikke videoen. Men hvis der er forældre eller et opholdssted, der har en mistanke, kan de kontakte os, hvis de usikre på, hvad de unge har lavet om natten – eller måske har undret sig over, at nogle jakker har lugtet meget af røg, siger Niels Langhoff Hansen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste