Nu kan lokalavisen fås på lyd:- Det skaber større lighed for blinde og svagsynede
NORDJYLAND: Det Kgl. Bibliotek er i gang med et pilotprojekt, der giver mennesker med synshandicap hurtigere adgang til lokale nyheder.
De første 44 lokalaviser er allerede gjort tilgængelige - heriblandt samtlige lokalaviser fra LigeHer.nu.
Det foregår gennem det digitale bibliotek, Nota, som tilbydes til mennesker med læsevanskeligheder såsom ordblindhed og synshandicap.
Tidligere på året indgik Det Kgl. Bibliotek et samarbejde med Danske medier og Dansk Journalistforbund - Medier og Kommunikation om at gøre ugeaviser tilgængelige for brugere med synshandicap samme dag, som avisen udgives.
- Lokal nyhedsformidling er en hjørnesten i vores demokratiske samfund. Det er vigtigt, at alle har lige adgang til nyhedsstrømmen, og vi er glade for at kunne sikre, at flere mennesker med synshandicap nu også får hurtigere adgang til lokale aviser, siger Kira Stine Hansen, der er vicedirektør og ansvarlig for Det Kgl. Biblioteks Nota-service.
Aviserne behandles af et digitalt system, der kan læse avisen op for brugeren med syntetisk tale. Forventninger er, at mere end 100 lokalaviser vil blive en del af projektet i 2026.
I Danmark lever omkring 32.000 mennesker med synshandicap. Hos Dansk Blindesamfund er landsformand Diana Stentoft stærkt begejstret for tilbuddet:
- Det skaber større lighed for blinde og svagsynedes lokale samfundsdeltagelse. I mange år har vi kun fået et mindre udvalg af nyheder og informationer og ofte med så lang leveringstid, at en interessant begivenhed var afholdt, inden vi overhovedet fik information om, at den fandtes. Det har været frustrerende ikke at være orienteret om de forhold, der gør sig gældende i det nærmiljø, hvor vi lever vores liv, siger hun.
Brugere med synshandicap kan tilgå lydaviserne via Det Kgl. Biblioteks Nota-services apps og hjemmeside, nota.dk.
Pilotprojektet løber frem til udgangen af 2026.