Billede beskrivelse

Lokal købmandsbutik med succes vil bygge nyt

09. september 2025 kl. 06.01

VESTER THORUP: Det går godt for Min Købmand i Vester Thorup. Så godt, at det borgerejede selskab bag butikken i den tidligere brugs-butik nu har planer om at bygge en helt ny butik på 650 m2 på grunden ved siden af butikken.

Der er allerede søgt om byggetilladelse til den nye butik, og den 23. september bliver der holdt borgermøde, der skal kickstarte en indsamling af cirka 1,2 millioner kroner, som mangler, inden planerne kan sættes i gang.

- Der er god tilslutning til butikken og en stabil økonomi, men det er uholdbart at fortsætte driften i de gamle lokaler, der slet ikke lever op til nutidens forventninger til attraktiv butik, som forventes af både kunder og personale, siger Henrik Agesen, der er kasserer i Thorup-Klim Dagligvarebutik 2022 ApS, som blev oprettet, da Lokal Brugsen lukkede i sommeren 2022.

Billede beskrivelse

Selskabet er borgerdrevet og fik hurtigt Dagrofa og Min Købmand på banen i Vester Thorup, så den lille by igen fik sin egen butik senere i 2022.

Byggetilladelse på vej

- Bestyrelsen har arbejdet hårdt på at realisere planerne om en ny bygning de seneste par år, og nu er der søgt byggetilladelse til en ny bygning på nabogrunden mod øst, som skal købes af Thorup Tømmerhandel, fortæller Henrik Agesen.

- Opførelsen forventes at koste cirka 7,2 millioner kroner. Nu håber vi, at en indsamling i vore lokalsamfund kan hjælpe os i mål med den samlede finansiering. Vi mangler cirka 1,2 millioner kroner. Der bliver tillige brug for meget frivilligt arbejde i opførelsen, men lokalbefolkningen plejer at være dygtige til at stå sammen, når der er brug for det.

Billede beskrivelse

- Dagrofa, som står bag Min Købmand-kæden, har lavet en markedsundersøgelse i lokalområdet, som viser, at der vil være et stort potentiale for højere omsætning og indtjening i en ny butiksbygning på 650 m2, bestående af 400 m2 butikslokale og landsbyrum samt 250 m2 lager, et offentligt toilet, gode personaleforhold og flaskeautomat, forklarer Henrik Agesen.

Vigtigt for lokalsamfundet

Hanne Jørgensen, der er formand for det lokale købmandsselskab og også formand for Vester Thorup og Omegns Landsby forening, understreger, at den nye butik er vigtig for lokalsamfundet.

- Det er en lokal arbejdsplads med tre fastansatte og ti ung-arbejdere. Mange ældre benytter butikken som et socialt samlingspunkt, hvor der er god tid til en hyggesnak, og i fremtiden bliver der god plads til at sætte sig med en kop kaffe og nyde livet. Butikken er også udleveringssted for apotekervarer og pakker. Med et nyt handicapvenligt offentligt toilet i bygningen får vi tillige dækket et stort behov hos både lokale og de mange turister, forklarer Hanne Jørgensen.

Fjerritslev Brugsforening lukkede med kort varsel Lokal Brugsen i Vester Thorup den 26. juni 2022.

- Vi fik startet en ny Min Købmand i samarbejde med Dagrofa fra starten af december 2022. Fjerritslev Brugsforening indvilgede i at udleje den gamle bygning til os i fem år til en billig husleje. Det lykkedes os at indsamle cirka 1,5 mio.kr. i lokalsamfundet, hvoraf 700.000 kroner med stor hjælp fra mange frivillige blev brugt på at indsætte en stor del nyt inventar og reparere og male lidt på den gamle bygning, forklarer Henrik Agesen.

Borgermøde

Borgermødet foregår i Klim Forsamlingshus den 23. september klokken 19. På mødet vil en repræsentant for Dagrofa fortælle mere om mulighederne og en repræsentant for Klim Sparekasse vil fortælle om finansieringen.

Min Købmand i Vester Thorup drives i dag af de to ”Elser” - Else Bennetsen og Else Myrup Kristensen. De to glæder sig selvsagt til at få en ny butik.

- Det bliver bare så godt – og selvfølgelig lykkes det. Når vi står sammen i lokalsamfundet, kan alt lade sig gøre, lyder det fra de to købmænd.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste