Billede beskrivelse

Hærværk på fodboldbanen: - Det er foragt for de frivillige

30. december 2025 kl. 06.01

FJERRITSLEV: - Det er foragt over alle de frivillige, der yder en stor indsats for fællesskabet.

Det mener Jens Sørensen, der selv er en af de frivillige i FIF Fodbold, efter at han juledags aften opdagede, at der kørte en bil rundt på klubbens anlæg på Brøndumvej og lavede dybe hjulspor i fodboldbanen.

- Jeg bor nabo til anlægget og hørte motorlarm ved 18-tiden. Desværre troede jeg først, at det var nede i byen, men så gik det op for mig, at larmen kom fra fodboldbanen, forklarer Jens Sørensen.

- Jeg tog min cykel og kørte derned, men desværre kørte bilen ud af anlægget den modsatte vej. Jeg kunne ikke se bilen, fordi der var mørkt, så jeg kan ikke udpege de skyldige.

Billede beskrivelse

- Men det er godt træls. Jeg forstår slet ikke, at nogen kan finde på den slags. Nu håber vi bare, at vi kan rette op på ødelæggelserne inden sæsonstart, siger Jens Sørensen, der har været aktiv i klubben i mange år.

Formanden er skuffet

Han bakkes op af Søren Jensen, der er formand for FIF Fodbold.

- Det er sørgeligt, at der er nogen, der kan finde på sådan noget. Vi bruger en masse tid som frivillige i klubben – og det er der åbenbart nogen, der synes, at det er sjovt at ødelægge. Det forstår jeg slet ikke, Jeg er ikke vred, men jeg er meget skuffet, siger Søren Jensen.

Formanden oplyser, at banen er ejet af Jammerbugt kommune – og at de nu bliver kommunen, der skal udbedre skaderne, inden fodboldsæsonen går løs til marts.

- Men det er egentlig ligegyldigt, at det er kommunen, der ejer banen. For det er vores hjemmebane – og til daglig passer vi godt på den. Det betyder meget for klubben, at vi har et godt baneanlæg.

- I den sammenhæng er det ligegyldigt, at regningen for skaderne ender hos skatteyderne i kommunen. Det er noget forbandet svineri, simpelthen, lyder det fra formanden.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste