Billede beskrivelse

Gjøl tog forskud på Lucia

13. december 2025 kl. 19.00

GJØL: Der blev taget forskud på Lucia-fejringen, da Gjøl Kirke onsdag var rammen om den årlige julekoncert med kirkens kor.

Da koncerten begyndte, gik spire- og juniorkoret i lucia-optog i de traditonsrige hvide klæder gennem kirken, hvor lyset var dæmpet, mens de sang de velkendte toner af Lucia-salmen. Selvfølgelig alle med lys i hænderne og forrest Lucia-bruden med lyskrans på hovedet.

Koncerten foregik onsdag sidst på eftermiddagen. Gjøl kirkes organist og korleder Marianne Carlsen bød velkommen og forklarede, at det lidt utraditionelle tidspunkt for koncerten og lucia-optoget var valgt, så børnene kunne passe deres sengetid, samtidig med at forældrene fik en chance for at nå hjem fra arbejde.

- Det er en stor oplevelse for børnene, så lad dem nyde det uden generende fotografering med blitz, lød opfordringen fra Marianne Carlsen.

Stolte forældre

Den manøvre lykkedes, for kirkerummet var fyldt med tilhørere, der tydeligvis tilhørte forældre-generationen – og der var også en håndfuld stolte bedsteforældre. Lidt utraditionelt i kirkelige sammenhænge kvitterede tilhørerne for salmerne med klappende bifald.

Efter den stemningsfyldte indledning i den julepyntede kirke, fortsatte spire- og juniorkoret med seks julesalmer med indlagte soli og masser af bevægelse.

Efter en fælles salme blev det sognekorets tur – og også det lidt mere modne kor bød på seks salmer. Det hele sluttede med, at de to kor sammen sang ”Luk Julefreden ind”.

Marianne Carlsen minder om det næste koncertarrangement i Gjøl Kirke, som er nytårskoncerten med sangeren Morten Andersen Krogh og pianisten Christian Vestergaard. Det foregår lørdag 17. januar 2026 kl. 15.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste