Fonden Sol og Strand støtter Det Kærlige Måltid med 150.000 kroner
AABYBRO: Med en donation på 150.000 kroner viser Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld sin støtte til nonprofitorganisationen Det Kærlige Måltid. Midlerne skal styrke organisationens indsats for både sygdomsramte familier og unge frivillige i Aarhus og Aalborg.
Donationens betydning understreges af Charlotte Thyberg, stifter og direktør i Det Kærlige Måltid:
– Det er en altafgørende støtte, som gør det muligt at videreudvikle indsatsen i vores lokale afdelinger.
Bag organisationens tilblivelse står en personlig erfaring. I 2016 blev Charlotte Thybergs mor ramt af alvorlig sygdom, og selv helt basale opgaver som madlavning blev uoverskuelige.
Oplevelsen inspirerede til at skabe en løsning, som kunne lette hverdagen for andre i samme situation. Et besøg på Ceres Community Project i Californien tændte idéen til Det Kærlige Måltid, som blev stiftet i 2018.
Siden da har organisationen leveret over 130.000 hjemmelavede måltider til familier ramt af sygdom – med støtte fra mere end 900 frivillige.
Fællesskab og mening for unge frivillige
Det Kærlige Måltid har to kerneformål: At levere nærende måltider til mennesker ramt af sygdom eller traumer, og at tilbyde unge i alderen 15-25 år en meningsfuld mulighed for at bidrage som frivillige.
Blandt disse frivillige er der også plads til sårbare unge, der kæmper med mistrivsel, ensomhed eller psykiske udfordringer.
Organisationen har et mål om, at 20 procent af de frivillige skal være unge med sårbarheder. De indgår i et trygt og inkluderende fællesskab, hvor madlavning og samarbejde skaber nærvær og udvikling.
To gange om ugen mødes de frivillige i organisationens køkkener i Aarhus, Aalborg og Odense. Her tilbereder og pakker de måltider i fællesskab. Frivilliggruppen rummer både "Kærlige Kokke", "Kærlige Preppere", som forbereder råvarerne, og "Kærlige Bude", der leverer maden ud.
Det frivillige arbejde gør en mærkbar forskel – både for modtagerne og for de unge, der deltager. Flere unge fortæller om øget trivsel og nye perspektiver. En ung frivillig, som tidligere var ramt af angst og psykisk ustabilitet, er i dag i gang med en uddannelse – og stadig aktiv i organisationen.
I dag er omkring 350 frivillige tilknyttet Det Kærlige Måltid, men ambitionen er at inkludere endnu flere for at kunne hjælpe flere sygdomsramte familier.
– Det kræver mange ressourcer at drive tre afdelinger, og støtten fra fonde, virksomheder og private er afgørende. Uden den hjælp kan indsatsen ikke fortsætte, lyder det fra Charlotte Thyberg.