Billede beskrivelse

Fire generationer fejrede den nye købmand i Birkelse

30. januar 2026 kl. 14.00

BIRKELSE: Der var flagallé langs hovedgaden.

Og godt 200 lokale var mødt op i bidende kulde, østenvind og let sne, da Min Købmand i Birkelse åbnede fredag formiddag.

Blandt gæsterne var Birthe Christensen fra Ryaa, der havde medbragt datteren Camilla Sørensen og barnebarnet Lonnie Bundgaard med oldebarnet Josefine til en rigtig familieindkøbstur for fire generationer.

Billede beskrivelse

Gode tilbud

- Vi er glade for, at vores lokale købmandsbutik er åbnet igen. Det skal nok blive godt. Det skal fejres med nogle af de mange gode tilbud, så vi lavede en samlet indkøbstur, hvor vi fyldt indkøbsvognen med overlæs - og nu skal vi hjem og hygge os med billig kaffe og kage, griner Birthe Christensen.

Før butikken åbnede bød salgschef Jacob Neubert fra Dagrofa velkommen.

- En købmandsbutik betyder meget for en by, for en butik holder ejendomspriserne oppe og skaber liv – men butikken er også afhængig af, at indbyggerne handler der. Det kan godt være, at der mangler oksekød i køledisken en dag, men så er der kylling i stedet – og det kan også bruges til mange lækre retter. Så bak op om butikken, opfordrede salgschefen.

Billede beskrivelse

Hjerterum

Marianne Andersen, der er direktør i det lokale driftsselskab bag butikken, fulgte op med ordene:

- I dag genåbner vi ikke bare en butik, vi genåbner et samlingspunkt – et hjerterum i Birkelse-Ryaa.

- Det her projekt har ikke kun skabt en butik – det har skabt sammenhold. Brug butikken, handl lokalt, sagde Marianne Andersen, der havde en særlig blomsterhilsen med til byens nye købmand, Maria Kristensen, der kunne fejre sin 38-års fødselsdag på åbningsdagen.

Efter talerne klippede Maria Kristiansen den røde snor og bød alle inden for i varmen og den renoverede butik, hvor der var kaffe og rundstykker – og masser af snak, sådan som der nu skal være i en lokal købmandsbutik.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste