Seneste nyt
Billede beskrivelse

De har hjulpet syge børn i 11 år - men nu er det slut med Ønskeland

06. maj 2026 kl. 14.33

BROVST: Et kapitel er slut.

I næsten et år har Ønskeland i Brovst forsøgt at finde en erstatning for de tidligere frontpersoner, Gitte og Jan Vestergaard Olsen, der ønsker at trække sig tilbage.

Det er ikke lykkedes, og derfor er det slut med Ønskeland. Det skriver foreningen på Facebook.

- Gennem årene har mere end 1500 familier været på et gratis ophold i Ønskeland - Familier, som har haft brug for en pause fra sygdom, bekymringer og en svær hverdag. I Ønskeland har de fået helt særlige oplevelser og minder med hjem, står der i opslaget.

Ønskeland har siden 2015 tilbudt alvorligt syge børn og deres familie et ophold, hvor de kan få en pause fra hverdagen. Stedet blev stiftet i 2015, hvor Gitte og Jan Vestergaard Olsen købte ejendommen. Ønskeland anslår selv, at over 1500 familier har haft en uges gratis ophold på stedet.

I foråret sidste år meddelte stifterparret, at de ønskede at stoppe på grund af deres alder.

- Ønskeland er vort livs projekt – og vi ser gerne, at det fortsætter. Det er det, vi allerhelst vil – og derfor har den selvejende institution også fået en forkøbsret på ejendommen. Men vi er ikke unge længere, så nu er det altså slut. Derfor har vi valgt at udbyde ejendommen til salg, sagde Jan Vestergaard Olsen dengang.

Det er desværre ikke lykkedes for den selvejende institution Ønskeland at finde nogen til at tage teten. Derfor lukker Ønskeland efter uge 35, hvor de sidste ophold bliver afviklet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste