Billede beskrivelse

Her er prisen for Ønskeland

21. maj 2025 kl. 19.00

ØLAND: - Tiden er kommet til, at vi giver slip. Vi lever jo ikke evigt.

Sådan forklarer Jan Vestergaard Olsen om baggrunden for, at hans og hustruens livsværk Ønskeland er sat til salg.

Det sker gennem erhvervsmæglerkæden Nordicals i Aalborg, der har sat en prisseddel på 14 millioner kroner kontant på det tidligere hotel og badeland. For den pris får man et totalt renoveret bygningskompleks bestående af en hovedbygning med vandland, en værelsesfløj og et anneks på i alt 2.767 m2. Hele herligheden ligger på en 14.385 m2 stor grund på Hammershøj på Øland.

Gitte og Jan Vestergård Olsen købte i 2015 ejendommen og omdannede det til pausehuset Ønskeland, hvor alvorligt syge børn og deres familie kan få en pause for alle genvordighederne. Siden starten har flere end 1.000 familier været på en uges gratis ophold i Ønskeland.

Driften er organiseret i den selvejende institution Ønskeland, mens familien Vestergaard Olsen stiller bygningerne gratis til rådighed for institutionen.

Billede beskrivelse

Vort livs projekt

- Ønskeland er vort livs projekt – og vi ser gerne, at det fortsætter. Det er det, vi allerhelst vil – og derfor har den selvejende institution også fået en forkøbsret på ejendommen, forklarer Jan Vestergaard Olsen.

- Men vi er ikke unge længere, så nu er det altså slut. Derfor har vi valgt at udbyde ejendommen til salg, mens Ønskeland er i gang med at sikre opbakning og støtte til en videreførelse af institutionen.

- Det kan måske også bidrage til dette arbejde, når vi sætter ejendommen til salg. For ejendomsmæglerne kan skabe opmærksomhed om institutionen – også i resten af Danmark – så vi håber, at der er folk et eller andet sted, som får øjnene op for Ønskeland og måske på den ene eller anden måde bidrager til, at det hele kan fortsætte.

- Det er selvfølgelig med vemod, at vi har besluttet at trække os tilbage. For os har det været ti betydningsfulde år i vores liv, hvor vi ganske vist har brugt mange frivillighedstimer og økonomiske midler i forbindelse med opbygningen af Ønskeland, men hvor tilbagebetalingen i form af en oprigtig taknemmelighed fra de sygdomsramte børn og deres familier til fulde overstiger indsatsen, siger Jan Vestergaard Olsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste