Børnenes fest: No business like snow business
JÆGERUM: Det siges ofte, at julen er børnenes fest, men en skolefri søndag med masser af sne kan altså også noget. Det mener de fleste børn.
Det gik heller ikke mange minutter søndag formiddag, da snevejret sluttede, før der var sort af børn på kælkebakken ved Jægerum Søpark. Stedet er en af de mest populære kælkebakker på egnen og trækker børn helt fra Skovsgård til Birkelse.
Forældrene hyggede sig også
Der er lidt langt at gå med kælken på slæb, så de fleste børn havde overtalt forældrene til en søndagslift i bilen. Så nedenfor kælkebakken var der en kødrand af forældre, der hyggede sig, mens ungerne tumlede i sneen.
Men ikke alle. Karina Hansen fra Halvrimmen kunne ikke dy sig og snuppede en tur ned ad bakken sammen med datteren Liva.
- Det er da sjovt. Akkurat som da jeg selv var barn. Det vil jeg da ikke gå glip af, grinede hun.
Alt tyder på, at der bliver mulighed for masser af kælketure i Jægerum de kommende dage. Meteorologerne liver sne og frost i hvert fald næste weekend med, så det er bare ud med kælken, mens du synger ”There’s no business like snow business”.