Aabybro-elever får nyt fag på skemaet
AABYBRO: Snart bliver teknologiforståelse en fast del af folkeskolen.
På Aabybro Skole glæder man sig over allerede at være godt i gang. Skolen har nemlig i flere år arbejdet målrettet med teknologiforståelse som led i et nationalt projekt.
Det skriver Jammerbugt Kommune i en pressemeddelelse.
Børne- og Familieudvalget i Jammerbugt Kommune godkendte på sit møde den 13. april 2026, at Aabybro Skole fortsætter som deltager i det nationale projekt om teknologiforståelse som selvstændigt fag.
Beslutningen bygger på skolens positive erfaringer og ses som et vigtigt skridt for både skolens fortsatte udvikling og kommunens implementering af folkeskolens kvalitetsprogram.
Giver kommunen et forspring
På Aabybro Skole har teknologiforståelse i flere år været en fast del af undervisningen.
Eleverne arbejder med teknologi som mere end et redskab. De lærer også at forstå, analysere og skabe med den.
Fra skoleåret 2027/28 skal alle landets kommuner arbejde med teknologiforståelse som en ny faglighed. Konkret bliver teknologiforståelse integreret i de eksisterende fag fra 1. til 9. klasse, og samtidig indføres teknologiforståelse som nyt valgfag i 7. og 8. klasse.
Deltagelsen i projektet giver derfor både skolen og kommunen et solidt afsæt for det kommende arbejde med at implementere folkeskolens kvalitetsprogram.
- Teknologiforståelse har vist sig at være et stærkt redskab til at styrke elevernes digitale kompetencer og dannelse. Derfor er vi politisk optagede af at fastholde og udbrede de erfaringer, Aabybro Skole allerede har opbygget, siger Ulla Flintholm, formand for Børne- og Familieudvalget i Jammerbugt Kommune.
- Når vi står over for nye nationale krav og ambitioner for folkeskolen, er det en styrke, at vi allerede har lokale praksiserfaringer at bygge videre på, tilføjer hun.
Evnen til at skabe og løse problemer
Projektet er ikke kun et lokalt udviklingstiltag. Det fungerer også som et praksisnært erfaringsgrundlag, der kan inspirere det videre arbejde med kvalitet og faglig udvikling på tværs af kommunens skoler.
- Teknologiforståelse bidrager positivt til elevernes læring, engagement og evne til at arbejde problemløsende og skabende, siger Morten Klessen, næstformand i Børne- og Familieudvalget i Jammerbugt Kommune.
- Det er et vigtigt mål, at børn og unge ikke bare lærer at bruge teknologi, men også forstår, hvordan den former hverdagen, samfundet og demokratiet. Det er kernen i kommunens digitaliseringsstrategi, og netop dét bidrager undervisning i teknologiforståelse til, understreger han.