Seneste nyt
Billede beskrivelse

Slut med smutvejen: Nu forbydes lastbiler at køre gennem de to byer

Trafiksikkerhedsrådet forbyder lastbiler at køre gennem Ryå og Birkelse

07. oktober 2026 kl. 11.54

BIRKELSE/RYÅ: Nu er det snart slut med lastbiler på Gl. Landevej.

Trafiksikkerhedsrådet i Jammerbugt har besluttet, at det skal være forbudt for lastbiler at køre gennem Birkelse og Ryå. Dog bliver det tilladt for lastbiler at køre ind i de to byer, hvis de har et ærinde - eksempelvis aflevering af varer.

Det fortæller Mogens Christen Gade, der er formand for Trafiksikkerhedsrådet.

- Politiet har godkendt forbuddet, og der kommer nu skilte op, der fortæller, at det er forbudt for lastbiler at benytte Gl. Landevej til at køre gennem Birkelse og Ryå, tilføjer Gade.

Flere lastbiler bruger Gl. Landevej gennem Birkelse og Ryå som en smutvej, når de kommer på hovedvej 11 fra Brovst og skal mod Pandrup. Lastbiler skal fremover benytte hovedvej 11 til rundkørslen ved Aabybro og derefter følge rute 55 mod Pandrup.

Flere beboere i både Ryå og Birkelse mener også, at den øgede lastbiltrafik gennem de to byer giver skader på husene i byerne.

- Lastbiltrafikken gennem Birkelse og Ryå er ikke voldsom. Beboerne i de to byer oplever imidlertid trafikken med de tunge køretøjer som stigende og voldsom. Derfor henviser vi nu lastbilerne til hovedvejen og forbyder gennemkørsel i Ryå og Birkelse for lastbiler, siger Mogens Christen Gade.

Der kommer nu skilte op i Birkelse, hvor Gl. Landevej munder ud i hovedvej 11, ved rundkørslen ved Tranumvej/Gl. Landevej og ved Gl. Landevejs udmunding i rute 55 ved mejeriet i Aabybro.

Beboerne i Ryå synes også, der bliver kørt for hurtigt gennem byen. Der er allerede bump, men Trafiksikkerhedsrådet har besluttet, at der skal etableres endnu et bump - et såkaldt pudebump på vejen.

Trafiksikkerhedsrådet har knap 800.000 kroner til forbedring af trafiksikkerheden. Mogens Christen Gade oplyser, at en del af de penge skal bruges til skiltning og bump i Ryå og Birkelse.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste