Seneste nyt
Billede beskrivelse

250 fugle samles under ét tag: Nu åbner Danmarks største fugleudstilling

06. oktober 2026 kl. 14.01

HALVRIMMEN: Danmarks største fugleudstilling er tilbage, når Jammerbugt Fugleforening i den kommende weekend 10. og 11. oktober slår dørene op for sit årlige fugledyrskue i ØAH-Hallen i Halvrimmen.

- Vi har i mange år brystet os af, at vi holder Danmarks største fugleudstilling - og den status holder vi selvfølgelig gerne fast i, siger formanden for Jammerbugt Fugleforening Ole Simonsen.

Årets fugleudstilling byder på hele 125 udstillingsnumre fordelt i otte kategorier og over 60 arter samt mere end 70 mutationer. I alt udstilles der 250 fugle af arterne ara, kakadue, parakit og dværgpapegøje samt undulater, kanariefugle og andre tropefugle.

Otte af udstillerne er unge. Det er Ole Simonsen stolt af.

- Decideret ungdomsarbejde er en sjældenhed i de danske fugleforeninger, men det er et område, vi dyrker i Jammerbugt Fugleforening - og det er forklaringen på, at vi er godt med.

Kaniner og krybdyr

Ud over de mange udstillede fugle byder fugleudstillingen også på en række stande fra lokale virksomheder, ligesom der også bliver udstillet kaniner, krybdyr, skildpadder og slanger.

- Desuden har vi åbent i cafeteriet og byder også på en stor tombola, føjer Ole Simonsen til.

Fugleudstillingen er også en kappedyst mellem fugleholderne. Så alle tilmeldte fugle bliver bedømt af seks dommere lørdag formiddag.

Fugleudstillingen i ØAH-Hallen er åben for offentligheden, når dommerne er færdige med deres arbejde lørdag eftermiddag klokken 14. Der er åbent til 17.30.

Søndag er der åbent mellem 10 og 16.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste