Seneste nyt
Billede beskrivelse

Ti friske piger trodsede sne og blæst og deltog i nyt projekt

26. januar 2024 kl. 11.00

I Bjergby-Mygdal Idrætsforening (BMI) er man en del af projekt UNGe kVINDER, et samarbejde mellem Hjørring Kommune og DGI. Tirsdag d. 16. januar havde man indbudt kvinder i målgruppen mellem 16 og 24 år til et intromøde. Der var info om projektet, spisning og de unge kvinders ideer til projektet på dagsordenen. Ti friske piger trodsede sne og blæst og mødte op. Cafeteriet i hallen får den helt store makeover, og man var egentlig lidt husvilde, indtil Stald Sakstrup tilbød man kunne låne rytterstuen. 

Efter den indledende snak, præsentation af projektet og de fremmødte, var det tid til at få stillet sulten, inden pigerne for alvor skulle i gang. Opgaven var at tømme hovederne for ideer, og dem var der heldigvis mange af, alt fra vilde vindtunneller og klatring til de mere stille og fordybende som yoga og keramikmaling kom på tavlen. Nu var det store spørgsmål, hvad skal det første arrangement indeholde og ikke mindst, hvem påtager sig opgaven med at planlægge det? På bedste demokratiske vis faldt valget på en tur i FunCenter, og der var hurtigt to, der påtog sig opgaven med at planlægge og stå for alt det praktiske. Man kom faktisk så vidt, at man også fik marts måneds aktivitet på plads, nemlig en tur ud og male på keramik og også her var der hurtigt to, der meldte sig på banen til at få styr på arrangementet og alle de praktiske detaljer. 

De fremmødte var enige om, at fællesskab, oplevelser, at udfordre sig selv og få nye venner skal være overskrifterne for de nye aktiviteter, som altså bedst af alt kan karakteriseres som et oplevelsesfællesskab. Man kommer til at køre i et format, hvor man mødes én gang om måneden, og derudover vil der være aktiviteter, som deltagerne i vid udstrækning selv bestemmer og også selv planlægger. Det næste møde er tirsdag d. 19. marts, hvor alle i målgruppen er meget velkommen til at deltage. Man har lavet en gruppe på Facebook der hedder UNGe kVINDER i BMI. Du er meget velkommen til at blive en del af gruppen. Her kan du følge med i, hvad der sker.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste