Strik & Drik: En populær cocktail i Stokbrogade - og de har fået smag for mere ...
HJØRRING: Onsdag aften var der hønsestrik på programmet i Stokbrogade.
Garnkammeret og K’s Have & Interieur var gået sammen om at holde en lille event med fokus på strikkerier kombineret med et par spændende drinks. Det skulle vise sig at være en populær cocktail.
Pia Beith Stjerslev, som ejer Garnkammeret, tog initiativ til eventet i august, og da først invitationen blev delt på de sociale medier gik der præcis 24 timer, før der var fyldt op til eventet.
- Vi havde sat et max. på 35 deltagere, og vi var lidt spændte på, om der ville komme nogen, men tidspunktet føltes helt rigtigt. I forvejen afholder jeg strikke-aftener med jævne mellemrum, som er ret populære, men her skulle der lige være et ekstra trækplaster. Og da jeg spurgte Linda, om hun var interesseret i at være med, var svaret da også positivt med det samme.
Det er Linda Kolby fra K’s Have & Interieur, som også ligger i Stokbrogade, der leverede drinks til arrangementet:
- Ideen med at bruge hinandens netværk og mødes over det her giver så god mening. Vi er jo lidt trængte i Strømgade og Stokbrogade med det renoveringsprojekt, der kører lige nu, så et ”Strik og Drik”-arrangement føltes som det helt rigtige for at sætte lidt skub i tingene. Og så er det jo bare hyggeligt at mødes over et glas eller to, hvad enten man er til ret og vrang eller kabelstrik. Konceptet passer i hvert fald rigtig godt sammen med min butik, hvor hyggestemning inde og ude er i fokus.
Det er ikke nogen hemmelighed, at strikning er utroligt populært, og det kan især mærkes i efterår-/vintersæsonen. Men generelt er der stor interesse for at strikke – også på kryds og tværs af generationer. Og det behøver jo ikke kun at foregå hjemme i sofaen. Flere deltagere kom alene eller i små grupper, og snakken gik livligt hele aftenen, og der var godt gang i pindene….
Hvorvidt eventet bliver et tilbagevendende arrangement eller ej, er endnu uvist, men debut’en har i hvert fald været en succes. Der er flere ting på programmet og et ”Strik og Glögg”-event er allerede i støbeskeen. Og med 20 deltagere på venteliste allerede, så er det en god idé at holde sig orienteret, hvis du vil sikre dig en plads, udtaler Pia med et glimt i øjet.
Drinks, der blev smagt på – Rabarber-Spritz, Kung Fu, Whisky-likør og Tiramisu-likør, samt en alkoholfri Solbær-Sprit