Seneste nyt
Billede beskrivelse

Om 12 uger er Føtex i Hjørring helt forandret

07. januar 2024 kl. 19.01

Varehuschef Morten Kjær og hans ansatte kan nok godt regne med, at de ellers så pæne hvide føtex-skjorter bliver lidt nussede den kommende tid. Over de næste 12 uger skal der nemlig ske omfattende forandringer og udskiftninger af inventar i Føtex Hjørring.

– Men vi skulle meget gerne være færdige omkring påske, siger varehuschefen.

En større ombygning til en pris på godt 12 millioner skal sikre en bedre kundeoplevelse og energioptimere varehuset, der har haft til huse på Bispetorv de sidste godt 13 år.

Butikken bliver i drift

Der har været mindre ombygninger og rokeringer undervejs, men aldrig så omfattende som denne, fortæller Morten Kjær.

Billede beskrivelse

Han kan ikke helt love, at kunderne ikke kan komme til at mærke, at der bliver rokeret om og udskiftet inventar. Men han garanterer, at der er fuld drift på butikken undervejs.

– Vi flytter varerne på store hyldevogne, og det betyder, at vi kan flytte hele sektioner ad gangen. Derfor kommer kunderne ikke til at gå forgæves, for sortimentet er fuldt, fortæller han.

Skifter kølediskene

Som de fleste virksomheder har Salling Group, som Føtex er ejet af, også fokus på energioptimering. Det betyder, at kølediskene i bliver udskiftet.

– Kølerne er en stor energisluger, så de bliver skiftet ud med nogle langt mere energivenlige, fortæller Morten Kjær.

Billede beskrivelse

Men det kunderne først og fremmest kommer til at lægge mærke til er, at butikken bliver helt anderledes indrettet.

Kunderejsen – altså den oplevelse, kunden har på sin tur rundt i butikken, har nemlig også været under lup.

Det betyder, at der for fremtiden er langt mere systematik i opbygningen, så kunderne for eksempel finder alt til badeværelset ét sted. Ligeledes bliver tekstil samlet ét sted i modsætning til i dag, hvor det er på begge sider af gangen.

Billede beskrivelse

– Vi vil optimere kundeoplevelsen i en langt mere logisk opbygning, hvor vi samler varerne mere tematisk. Når du for eksempel kommer for at købe et par flasker vin til din lørdagsmiddag, så finder du også alle andre drikkevarer i den sektion, siger Morten Kjær.

Helt nye kasser

Han er ikke i tvivl om, at kunderne vil se fordelen i den nye opbygning.

– Som det er nu, oplever vi blandt andet ofte, at turisterne ikke kan finde de varer, de leder efter, siger han.

Billede beskrivelse

Også kasselinjen opgraderes med en hybridkasse. På den måde er der altid en kasse åben - uden at der behøver at sidde en medarbejder.

Den store opbygning vil blive fejret, men hvornår og hvordan, kan varehuschefen ikke løfte sløret for.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste