Ny fiskebil i Hjørring: Lars er klar med både frisk fisk og røgvarer
Lars Nielsen fra Hirtshals har altid arbejdet med fisk. Han har både kørt eksport og sorteret fisk. Derfor lå det også lidt til højrebenet at købe en fiskebil.
Nu har han været fuldtids fiskemand siden november, og foruden Hjørring, kører han også fiskebilen til Hirtshals, Frederikshavn, Brønderslev og Aalborg Øst i løbet af ugen, fortæller han.
- Det er jo en gammel drøm, for jeg kan rigtigt godt lide at snakke med mennesker, siger 48-årige Lars Nielsen.
Han kan derfor også godt finde på at skubbe lidt til kundernes valg af fisk.
- Forleden dag var der en mand, der gerne ville bestille noget laks, men ham fik jeg skubbet i retning af en hvidfisk i stedet. Senere sendte han mig et billede af det måltid, der var blevet ud af hans køb, og han skrev, at det var vel nok godt, at jeg havde fået ham på andre tanker, smiler Lars Nielsen.
Han giver også gerne et godt råd om tilberedning af fisk.
- Og internettet bugner jo også af opskrifter, så det er bare at kaste sig ud i det, siger han.
Han har holdt ved Føtex i Hjørring to gange nu med sit sortiment, der består af et udvalg af frisk fisk, røgvarer, salater, lune fiskefrikadeller og fiskefileter.
- Folk er også meget velkomne til at komme med bestillinger på fisk, jeg ikke har i sortiment, så skal jeg forsøge at skaffe det, siger Lars Nielsen.
At det lige er pladsen ved Føtex, der er valgt, er da heller ikke helt tilfældigt.
- Der bliver bygget masser af boliger i det område, og jeg håber jo, at beboerne har lyst til at komme ned og købe frisk fisk til aftensmaden eller måske en lun fiskedelle til frokost, siger fiskehandleren.
Han synes selv, at der er masser af gode grunde til at købe fisk.
- De fisk, jeg sælger, har jo bare svømmet rundt i havet og hygget sig, og i de er i hvert fald ikke fodret med alt muligt, siger han med et smil.
Fiskebilen kommer til Hjørring hver mandag, hvor den holder ved Føtex mellem 11.00 og 17.00.