Lillian støttede op om Hjørrings julebelysning - og det kunne godt betale sig
Kyssetræet og al den anden julebelysning i Hjørrings midtby er ikke gratis at vedligeholde og udvikle på. Derfor rakte Hjørring Handel ud til byens borgere i december.
Lillian Larsen fra Hjørring var en af dem, der valgte at støtte op om byens julebelysning via Hjørring Handels indsamling ”Spred julemagi i Dejlige Hjørring.” Her var det muligt at donere et valgfrit bidrag via mobilepay eller en QR-kode.
Det skulle vise sig at være en god idé. Fredag kunne hun nemlig hente det gavekort på 1000 kroner, hun havde vundet på grund af sit bidrag hos Event- og aktivitetschef Rikke Ejsenhardt.
- Jeg ved jo godt, at det ikke altid er let at være erhvervsdrivende i Hjørring, så det virkede helt naturligt at støtte, fortæller hun.
- Vi skal jo gerne beholde vores butikker.
Hun har fulgt udviklingen af julebelysningen siden 2017, hvor Hjørring for første gang stiftede bekendtskab med en anderledes form for juleudsmykning – og ikke mindst fik sit berømte kyssetræ.
Lillian Larsen nyder da også den oplyste by i juletiden.
- Jeg synes, at det er noget helt særligt, og det hører jeg faktisk mange, der besøger Hjørring sige, fortæller hun.
Det er Hjørring Handels medlemmer og donationer fra blandt andet fonde, der finansierer julebelysningen.
Rikke Ejsenhardt fortæller, at Hjørring Handel bestræber sig på hele tiden at udvikle julebelysningen.
Det gælder også i år, hvor der er blevet købt ind af brugt julebelysning, der har en værdi på 1,7 millioner, men som
Hjørring Handel har kunne købe for 700.000. Blandt andet ved hjælp af en donation fra Salling Fonden på 270.000, oplyser Rikke Ejsenhardt.
Indsamlingen gav i alt 5500 kroner. Det lyder måske umiddelbart ikke af meget, men handelschefen synes, det er helt ok, siger hun.
- Vi kan jo mærke, at byens borgere er glade for og stolte over belysningen, og den slags tager bare altid lidt tid at løbe i gang, siger hun.