Billede beskrivelse

Lene og Ole har skudt købmandsbutikken af i landsbyen: Det skal de lave nu

06. april 2022 kl. 06.03
Opdateret kl. 13.59

I et stykke tid har købmandsparret i Letkøb på Bådstedhedevej i Vrensted, Lene og Ole Jensen, ledt efter den rigtige afløser til butikken i landsbyen, der ligger få kilometer fra Løkken.

Og nu skulle en aftale være faldet på plads:

- Vi har haft en medhjælper ansat i 15 måneder, som overtager butikken sammen med sin mand 1. juli, oplyser Ole Jensen.

Det drejer sig om Victoria og René Aaen Jeppesen, der bor tæt på Vrensted.

Butikken, der har en bolig tilknyttet med mulighed for lejeindtægt, har været sat til salg for 995.000 kroner.

- Vi har givet et lille afslag, og hjælper også lidt med lånet - på den måde er det lykkedes at få det hele til at falde i hak, fortæller Ole Jensen.

Det gamle købmandspar har sat kursen mod Arne-Pension, men skal hjælpe til i købmandsbutikken frem mod årsskiftet, så det bliver en god overgang for de nye ejere.

Herefter er det planen, at de skal til at lufte autocamperen noget mere.

Desuden har de i efteråret plantet 1500 tulipanløg på bopælen på Jerslevvej, hvor de i sæsonen vil sælge buketter i syv forskellige farver.

Det er 17 år siden, at købmandsbutikken blev erhvervet - og i mange år var det deres datter, Karina Bøgsted, det stod bag disken og fyldte på hylderne. Hun ejede også en del af butikken.

Men for fire år siden besluttede hun at blive dagplejemor, så Lene og Ole Jensen overtog det fulde ejerskab og ansvaret vagtplanen.

Der bor cirka 300 mennesker i Vrensted - Ole Jensen vurderer i øvrigt, at omkring 15 af landsbyens huse i dag ejes af nordmænd, der bruger dem som feriehuse.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste