Seneste nyt
Billede beskrivelse

Jørgen venter på to containere: Ivrige Bilka-kunder må slå koldt vand i blodet

18. januar 2024 kl. 10.31

I den nærmeste fremtid flytter to containere ind på p-pladsen ved A-Z i Hjørring.

Det betyder, at det efter planen i løbet af februar bliver muligt for kunder fra Hjørring og omegn at bestille deres varer online og efterfølgende hente dem i containerne samme dag eller dagen efter. Varerne bliver leveret fra Bilka Skalborg, der også er ansvarlige for den daglige drift og vedligehold. Kunderne kommer til at betale et pakkegebyr på 29 kroner, skriver Nordjyske.

- Vi ved, at der er et stort ønske om, at Bilka kommer til Hjørring, og nu kan byen og hele oplandet glæde sig over, at vi gør det meget nemmere at få klaret sine dagligvareindkøb i Bilka, når de med få tryk kan få leveret varer direkte til en PickUp-station i Hjørring, siger Lisa Kaae Kildsgaard, salgsansvarlig for Bilka region nord til Nordjyske.

Varehus Chef hos A-Z i Hjørring, Jørgen Petersen, glæder sig til at få gang i de nye containere. Han har indtil videre modtaget en af containerne fra Tønder, og den næste, der kommer fra Holbæk, er også på vej, fortæller han.

Han håber, at ToGO PickUp- konceptet også kommer til at medføre mersalg hos A-Z.

– Men det er klar, at det er det alt for tidligt at sige noget om før, vi har gjort os nogle erfaringer, siger han.

Til gengæld kan han konstatere, at kunderne tager godt imod ideen, og han fortæller, at der er livlig debat på de sociale medier.

– Det har jo hele tiden været sådan, at kunderne gerne så, at der kommer en Bilka til Hjørring. Det her tiltag er jo også med til at understrege, at de planer ikke er skrinlagt fra vores side, siger han.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste