Seneste nyt
Billede beskrivelse

Ny naturlegeplads på vej i Hjørring

07. august 2026 kl. 11.03

HJØRRING: I den sydøstlige del af Hjørring har foreningen Legepladsen Gudekvarteret modtaget en donation fra den nordjyske Melsen Fonden.

Donationen skal gå til en ny naturlegeplads, som skal fungere som et fælles samlingssted, hvor lokale kan mødes, være aktive og styrke fællesskabet.

Det skriver Melsen Fonden i en pressemeddelelse.

Foreningen Legepladsen Gudekvarteret blev stiftet efter Hjørring Kommunes beslutning om ikke længere at investere i offentlige legepladser. 

Foreningens mål er at erstatte områdets nedslidte legeplads med en ny og attraktiv naturlegeplads – et projekt, der på kort tid har fået stor lokal opbakning.

Billede beskrivelse

Hos Melsen Fonden, der støtter velgørende formål i Nordjylland, har man valgt at bakke op om projektet. Med en donation på 250.000 kroner kan foreningen nu realisere drømmen om en ny naturlegeplads i området.

- Vi er meget glade for den tillid, Melsen Fonden har vist os med donationen. Støtten skal gå til en fuldt funktionsdygtig naturlegeplads, hvor børn, unge og familier kan mødes til fællesdage og aktiviteter. Vi er en nystartet forening, og uden støtten havde vi ikke haft midler til at realisere projektet, siger foreningens formand, Charlotte Søndergaard Andersen, og fortsætter:

- Donationen er en stor anerkendelse af det arbejde, vores frivillige ildsjæle har lagt i projektet. Vi har samtidig oplevet, hvor stærkt et fællesskab der findes i de små lokalområder. Det motiverer os endnu mere til at arbejde for en opgradering af området, som rummer et stort potentiale.

Foreningen forventer, at den nye naturlegeplads kommer til at danne ramme om det lokale fællesskab, understøttet af fælles arrangementer såsom aktivitets- og arbejdsdage.

- Det er netop den type projekter, der styrker fællesskabet i lokalområder, som vi hos Melsen Fonden er glade for at kunne støtte. Vi er sikre på, at foreningen Legepladsen Gudekvarteret med denne donation får skabt et attraktivt rum for leg, bevægelse og fællesskab, siger Stiven Larsen, bestyrelsesmedlem i Melsen Fonden.

Den nye naturlegeplads forventes at være etableret og klar til brug inden udgangen af 2026.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste