Store kommunale forskelle i forekomsten af demens i Nordjylland
NORDJYLLAND: Region Nordjylland har den laveste forekomst af demens blandt ældre borgere i Danmark. Inden for regionen er der dog store forskelle.
Rebild Kommune har den højeste andel af borgere med demens, mens Jammerbugt Kommune har den laveste.
Det skriver FOA i en pressemeddelelse.
Samtidig advarer FOA om, at det stigende antal borgere med demens lægger et voksende pres på ældreplejen.
- På landets plejehjem lever omkring to ud af tre beboere i dag med en demenssygdom. Det stiller store krav til medarbejderne og udfordrer mulighederne for at skabe en tryg hverdag for alle beboere, siger Tanja Nielsen, formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA.
- Forestil dig en nattevagt, hvor én borger går rundt på gangene, fordi forskellen på nat og dag er udvisket. En anden vil gentagne gange "hjem", mens en tredje er fanget i hallucinationer og har brug for nærvær. Det er hverdagen mange steder. Det kan vi ikke være bekendt – hverken over for de ældre eller de ansatte, siger Tanja Nielsen.
Store geografiske forskelle
På landsplan levede 357 ud af 10.000 borgere på 65 år eller derover med demens pr. 1. januar 2025. Det svarer til knap fire procent af aldersgruppen.
I Region Nordjylland var forekomsten den laveste i landet med 269,7 tilfælde pr. 10.000 borgere over 65 år.
Der er samtidig markante forskelle mellem kommunerne. Rebild Kommune har den højeste forekomst med 336,7 tilfælde pr. 10.000 borgere over 65 år, mens Jammerbugt Kommune har den laveste med 243,6 tilfælde pr. 10.000.
- Borgere med demens har ofte behov for mere omsorg og opmærksomhed end mange andre plejekrævende ældre. Uden flere medarbejdere og stærke faglige kompetencer risikerer vi at svigte både borgere med demens og de øvrige beboere på plejehjemmene, siger Tanja Nielsen.
Bekymring over medicinforbrug
FOA peger samtidig på, at presset i ældreplejen kan føre til et for højt forbrug af antipsykotisk medicin.
- Alt for mange borgere med demens får i dag antipsykotisk medicin for at dæmpe uro, angst eller udadreagerende adfærd. Medicinen kan være nødvendig, men den indebærer også betydelige risici, blandt andet øget dødelighed, flere fald, sløvhed og tab af livskvalitet, siger Tanja Nielsen.
Der skal investeres i mennesker
FOA ser et behov for både velfærdsteknologi, efteruddannelse og flere medarbejdere.
- Det handler først og fremmest om normeringer. Der skal være flere mennesker omkring den enkelte ældre, så der er tid til nærvær og omsorg, siger Tanja Nielsen.
Ifølge Det Nationale Videnscenter for Demens lever omkring 103.000 danskere på 65 år eller derover med en demenssygdom.
Antallet forventes at stige til mere end 146.000 i 2040 som følge af den voksende ældrebefolkning.