Pia Stjerslev har været kørelærer i mange år, men i begyndelsen af november sprang hun ud som selvstændig med Garnkammeret i Hjørring.Foto: Bente Poder
Shopping

Garnkammeret: Kørelærerens vognbaneskift er endt i den gamle Matas

23. november 2020 kl. 07:02

HJØRRING: Først huserede Matas på matriklen, så stod det tomt i en længere periode - men nu er der igen liv i det godt 100 kvadratmeter store butikslokale på hjørnet af Stokbrogade og Strømgade i Hjørring.

Pia Stjerslev er rykket ind med bunker af gå-på-mod og uld i Garnkammeret, der åbnede i begyndelsen af november.

I mange år har hun ellers været kørerlærer i Aalborg, så der er tale om lidt af et vognbaneskift for den 51-årige vendelbo.

Der er flere årsager til, at en plads i førersædet er skiftet ud med en plads bag disken.

- Jeg strikkede meget, da jeg var ung, men så stoppede jeg, da vi fik små børn. Men på et tidspunkt spurgte mine døtre, om jeg ikke kunne lære dem at strikke - og så kom jeg i gang igen, fortæller Pia Stjerslev.

Her i opstarten har Pia fået en hånd fra døtrene Sophia og Julie - og børnebørnene Abel og Signe.Foto: Bente Poder

Interessen for garnet fængede på ny samtidig med, at hun syntes, at udvalget i byen haltede lidt.

Oven i hatten var hun ikke længere så glad for at være kørelærer.

- Når man kan få kørekort som 17-årig, så begynder man allerede at tage det, når man er 16 år og ni måneder gammel. Det har betydet, at flere forældre gerne vil blande sig i forløbet, når børnene er så unge - og det kan godt give lidt ”støj”, som hun siger.

Vejen var med andre ord banet for at karrieskifte - og foreløbig er hun kun blevet bekræftet i, at hun har foretaget det rette valg.

- Jeg er blevet blæst bagover. Kunderne fortæller, at de er glade for, at jeg har åbnet butikken. Og selv om det er en tid med corona-restriktioner, så tror jeg ikke det har betydet så meget, siger Pia Stjerslev.

Hun lurede oprindeligt på lokaler i Østergade, men fandt ikke rigtigt noget egnet. Og hun er da også glad for at være havnet på den nuværende placering, da der også er stor p-plads i umiddelbar nærhed til kunderne.

Her har hun i opstartsfasen blandt andet fået hjælp af sine to døtre, Sophia og Julie.

På sigt håber hun, at der kommer så meget gang i butikken, at hun også får mulighed for at ansætte en medhjælper.

Pia Stjerslev bor privat i Hjørring samme med Per, der arbejder hos Ejner Hessel i Hjørring.

I strikke-kredse vil mange nok nikke genkendende til de mærker, der føres i butikken: Lang, Gepard, Camarose, Filcolana og håndfarvet garn fra Loops of Liberty.

I ny og næ vil man se udvidelser af sortimentet i Garnkammeret, når Pia Stjerslev falder over noget interessant, man ikke lige kan finde på ethvert gadehjørne.

Når alt en skønne dag ikke længere skal handle om mundbind, håndsprit og afsatnd vil hun også gerne være vært for kurser, foredrag og lignenede.

For nylig åbnede i øvrigt også Stof & Garn i Nørregade, så de gode nyheder må siges at stå i kø for håndarbejds-glade vendelboer i øjeblikket.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu