Seneste nyt
Billede beskrivelse

Madspildsforening holder åbent hus: Nu skal der ryddes op

05. oktober 2026 kl. 18.02

HJØRRING: Der bliver mulighed for både at gøre et godt køb og blive klogere på arbejdet hos Stop Spild Lokalt, når dørene bliver slået op til åbent hus i efterårsferien. 

Her skal en lang række varer videre, og samtidig håber foreningen, at nysgerrige vil kigge indenfor.

Onsdag 14. oktober fra klokken 11 til 16 holder Stop Spild Lokalt åbent hus. 

Baggrunden er ganske enkelt, at der skal ryddes op i de mange varer, som foreningen har stående.

- Vi skal have ryddet op i alt det, vi har stående, så vi holder åbent hus. Der vil være en masse gode sager til fornuftige priser, fortæller Tommy Grønkjær Hansen fra Stop Spild Lokalt.

En snak om arbejde

Blandt varerne finder man blandt andet alkoholfri øl og vin, gløgg, halloweenartikler, juleting, kalenderlys og ting til kalenderpakker. 

Derudover vil der være servietter, hyggeting, sæsonvarer og forskellige andre varer, som er kommet ekstra ind og fortsat har god holdbarhed.

Men dagen handler ikke kun om at få varer videre. 

Stop Spild Lokalt inviterer også indenfor til en snak om det arbejde, der foregår i foreningen.

Besøgende kan således høre mere om, hvad Stop Spild Lokalt er, og hvordan det er at være frivillig.

- Vi kan altid bruge frivillige, lyder det fra Tommy Grønkjær Hansen.

Åbent hus finder sted onsdag 14. oktober klokken 11-16.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste