Billede beskrivelse

Brian er ny XL-chef og slår budskab fast med syvtommersøm

21. januar 2024 kl. 11.01

Det er på ingen måde tilfældigt, at der står en Chuck-Wagon og sælger velduftende burgere ved XL-Byg Hjørring Tømmerhandel på Frederikshavnsvej i Hjørring en helt almindelig onsdag.

Burgerne er nemlig del af den nye butikschef, 42-årige Brian Nielsens strategi for at få flere private til at svinge ind forbi XL-Byg, når der skal købes materialer til ombygning af hjemmet.

- Jeg tror, at det stadig hænger ved, at det byggemarked, der tidligere lå her, ikke solgte til private. Det skal vi have lavet om på. Vi sælger jo netop alt mellem himmel og jord til private her, siger han.

- Og så har vi 10 dygtige medarbejdere i trælasten, der er klar til at hjælpe med mål og materialevalg, fortsætter han.

Billede beskrivelse

Opvokset i Hjørring

Og det bliver da heller ikke bare ved de velduftende burgere. Brian Nielsen har nemlig masser af planer for events, der skal tiltrække kunderne.

- Jeg har allerede masser af events i kalenderen – og det bliver arrangementer, der har noget til alle, lover han

Brian Nielsen er opvokset i Hjørring, hvor han også stod i lære i sin fars VVS-firma. Han har derfor en del år som håndværker i værktøjskassen og er uddannet VVS´er, kloakmester og installatør. Han drev også sin fars firma videre en årrække, fortæller han.

Billede beskrivelse

Men da han som mellemleder hos naboen Bauhaus fik tilbudt et lederkursus, stod noget klart for ham.

- Jamen, jeg blev klar over, at jeg gerne ville være leder, for jeg fandt ud af, at jeg faktisk godt kan lide at være ham med det store overblik, fortæller han.

Han smiler og ryster lidt på hovedet.

- Og så er jeg sådan én, der får en million ideer.

Billede beskrivelse

Ud på gulvet

Brian Nielsen var derfor heller ikke i tvivl om, at han skulle søge stillingen som butikschef og leder for 20 ansatte i XL Byg – 10 i trælasten og de øvrige i butikken.

- Det er da en stejl læringskurve at starte i sådan et job som det her. Men jeg tror bare, at man skal give den en skalle – og så kan jeg egentlig godt lide at være lidt på dybt vand. Det udvikler mig, siger Brian Nielsen.

Han har nu været ansat i godt halvanden måned.

- Det går faktisk meget godt, siger han.

Kunderne og de ansatte behøver dog ikke frygte, at chefen forskanser sig med administration i sit kontor.

- Jeg skal også på gulvet og snakke med kunderne. Det kan jeg da slet ikke lade være med, for jeg er jo sådan én, der snakker en del, griner han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste