Seneste nyt
Billede beskrivelse

Troels får topkarakter for den kunstneriske udførelse

30. januar 2024 kl. 11.00

Ridderkorset for mere end 40 års virke for kunsten i Vendsyssel, kommunal hæder og et ærestræ for sit store arbejde med at udsmykke kommunens bymiljøer med kunst.

Det er bare nogle af de ord og anerkendelser, Troels Bidstrup Hansen tager med sig, når han efter godt 50 år trækker sig som formand for bestyrelsen hos Vendsyssel Kunstmuseum.

”Med vision og klogt lederskab har Troels været med til at forme museet til det, det er i dag, og vi kan med taknemmelighed se tilbage på hans bidrag til kunsten i hele Vendsyssel og hans arbejde med at udsmykke vores bymiljøer,” lyder det fra borgmester Søren Smalbro i en pressemeddelelse fra Vendsyssel Kunstmuseum.

- Det er da næsten alt for meget med de flotte ord, siger Troels Bidstrup Hansen selv.

Billede beskrivelse

Sin egen rolle i Hjørrings udvikling på kunstområdet har han ikke meget lyst til at sætte ord på. Men medgiver dog, at især Vendsyssel Kunstmuseums udvikling og etableringen af Niels Larsen Stevns videnscenter betyder meget for ham personligt.

- Jeg har altid haft den holdning, at hvis man har overskuddet, så har man også en pligt til at være med til at byen udvikler sig til gavn for os der bor her, men også udadtil, siger han og fortsætter:

- Og så har det jo været en kæmpe bonus for mig personligt at lære så mange kunstnere at kende gennem tiden.

Kunsten har fulgt Troels Bidstrup Hansen siden han som 14-årig stiftede bekendtskab med blandt andet Asger Jorn på en udstilling i Randers.

- Interessen har været der lige siden, og det har været en fornøjelse at se kunstmuseet udvikle sig op gennem tiden, siger Troels Bidstrup Hansen, der endnu ikke helt slipper kunsten. Han fortsætter resten af perioden som formand for Hjørring Kommunes Kunstudvalg, hvor han er valgt for en fireårige periode.

- Og så har jeg selvfølgelig også sagt, at bestyrelsen for museet bare kan ringe, hvis de har spørgsmål, siger han med et smil.

Troels Bidstrup Hansen har valgt, at der ikke skal være en afskedsreception i forbindelse med, at han træder ud af bestyrelsen.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste