Flere kendte besøger populært strikkearrangement i Hjørring
HJØRRING: Strikkepindene kommer til at gløde, når Det Gamle Rådhus i Hjørring 22. august danner rammen om en dag fyldt med inspiration, workshops og foredrag.
Men arrangementet handler om meget mere end garn og masker.
Bag dagen står Soroptimist International Hjørring og Garnhulen Hjørring, som ønsker at sætte fokus på, hvordan kreative fællesskaber kan være med til at styrke den mentale sundhed og skabe nye relationer.
- Strik handler ikke kun om det færdige resultat. For mange er det en måde at finde ro, møde andre mennesker og være en del af et fællesskab, lyder tanken bag arrangementet.
Masser af inspiration
Dagen byder på besøg af flere kendte navne fra strikkeuniverset.
YouTube-duoen Garn og Glimmer fortæller om deres passion for strik og om, hvorfor kreativitet, venskaber og mental trivsel hænger tæt sammen.
Den Vandrende Strikker, Kasper Thomsen, tager publikum med tilbage i historien og fortæller om en tid, hvor både mænd, kvinder og skolebørn strikkede side om side.
Besøgende kan også møde Caroline og Jeanette fra podcasten ’Ret og Vrang’ samt fåreavler Thomas Pilgård, der viser uld fra nogle af sine omkring 800 får.
For både nye og erfarne
Der bliver rig mulighed for selv at være aktiv.
Hannegrethe Marcussen viser, hvordan garnrester kan få nyt liv i kreative projekter, mens Karen og hendes spindevenner inviterer indenfor i garnets verden, hvor deltagerne kan prøve kræfter med at spinde deres eget garn.
Hos Vendsyssel Husflid kan man blandt andet lære tunesisk hækling og få fif til at strikke glatstrik frem og tilbage - uden at skulle strikke vrang.
Har man et projekt, der driller, eller har man blot lyst til en kop kaffe og en snak med andre strikkeentusiaster, er der også mulighed for det i Hyggekrogen.
Som afslutning på dagen bliver der bankospil med Garnhulen.
Overskuddet går til kvinder og piger
Arrangementet har samtidig et velgørende formål.
Hele overskuddet går til Soroptimisternes humanitære arbejde for kvinder og piger.
Organisationen arbejder blandt andet med projekter, der styrker kvinders rettigheder og trivsel og er hvert år en del af FN-kampagnen Orange Dage, som sætter fokus på at stoppe vold mod kvinder og piger.
Aktuelt arbejder Soroptimisterne på et nyt samarbejde med Julemærkehjemmet i Hobro, hvor økonomisk støtte skal hjælpe piger med at fortsætte deres positive udvikling efter et ophold og blive en del af lokale fællesskaber.
Arrangementet finder sted lørdag 22. august klokken 10-17 i Det Gamle Rådhus i Hjørring.