Jette Andersen og Søren Ejstrup.
Mennesker

Søren er hyret som ny salgschef: - Nu skal vi i gang med at genrejse Dana Cup

16. juli 2021 kl. 10:34

Direktør Jette Andersen og den kommende salgschef Søren Ejstrup ved Dana Cup SportsCenter, Fortuna og Dana Cup-koncernen har ansat ny salgschef. Stillingen blev ledig, da den tidligere sponsorchef, Mads Larsen, valgte nye udfordringer.

Valget til posten faldt på den 40-årige Søren Ejstrup, der tiltræder den 1. august.

Det skriver Dana Cup i en pressemeddelelse.

Søren Ejstrup har en uddannelsesmæssig baggrund som revisor. Den har han bygget oven på igennem styring af større projekter og opgaver inden for økonomi, salg og IT.

Bl.a. er det blevet til en stilling som general manager ved NetEngage ApS. i Sydkorea og Filippinerne.

Efter tre år ude i Verden vendte Søren Ejstrup i 2007 hjem til Nordjylland, hvor han bl.a. har haft stillinger som Key Account Manager og arbejdet med salgsledelse i IT-relaterede virksomheder.

I alle sine ansættelsesforhold har Søren Ejstrup haft nære relationer til kunderne.

- Det skal han også have her hos os. Han skal både pleje de eksisterende samarbejdspartnere og tiltrække nye kunder af alle tænkelige kategorier. Nu skal vi nemlig i gang med at genrejse Dana Cup og etablere et endnu bedre økonomisk grundlag for det sportslige i Fortuna, siger Dana Cups direktør, Jette Andersen.

- Jeg har store forventninger til Søren og hans indsats. Der er gode muligheder for at indgå samarbejdsaftaler og sponsorater i såvel lokalområdet som på nationalt og internationalt plan. Dana Cup har jo en stor fællesinteresse med erhvervs- og forretningslivet i Hjørring-området, hvor vi må stå sammen om at generere den store omsætning – omkring 180 millioner turismekroner – i Dana Cup-ugen. Søren skal straks i gang med at vurdere mulighederne, og så skal han rundt for at sælge, lyder det endvidere fra Jette Andersen, som understreger betydningen af det overskud, Dana Cup kan kaste af sig.

Det bidrager bl.a. til økonomien i de mange klubber, der samarbejdes med, til at skabe yderligere aktivitet i Park Vendia og blandt de mange ungdomsspillere i Fortuna.

Og Jette Andersens forventninger til Dana Cup, som efter to års pause SKAL gennemføres i 2022, er store, lyder det endvidere.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu