Den usædvanlige historie kom i den skotske avis Press and Journal.
Mennesker

Husker du historien om flaskeposten fra Skotland? Vi fandt pigen

20. april 2023 kl. 09:02
Opdateret 24. april 2023 kl. 12:23

Kan du huske historien, som vi for et par måneder siden bragte i Løkken Folkeblad om Elsebeth Mouridsen, der på sin gåtur på Grønhøj Strand syd for Løkken fandt en flaskepost fra en ung pige i Skotland?

Det er faktisk lykkedes os at finde pigen med en god portion energi og detektivarbejde - og det havde ikke været muligt uden en særlig insisteren fra en grundig journalist på en avis i Aberdeen.

Historien tager sin begyndelse, da den unge pige på eget initiativ og med forældrenes godkendelse 12. juni 2022 afsender brevet i flasken fra stranden i Aberdour nær Fraserburgh, der ligger i Aberdeenshire i Skotland.

18. august 2022 finder Elsebeth flasken i vandkanten ved Grønhøj, hvorefter hun og hendes mand spændt åbner for den, da de kommer hjem med denne sensommeraftens usædvanlige gåtursfund.

Opkaldet online var afslappet og rigtig hyggeligt

Parret er meget imponerede over flaskepostens rejse i løbet af sommerperioden fra den skotske østkyst til den jyske vestkyst, og Elsebeth beslutter sig hurtigt for at skrive et brev til den unge pige.

Elsebeth sender dagen efter et venligt brev, der også indeholder hendes email, men hører intet retur - adressen i flaskepostbrevet var ikke helt fyldestgørende, og vi har efterfølgende fået bekræftet, at Elsebeth's brev til pigen aldrig nåede frem med posten.

Det næste skridt

Efter undertegnede journalist havde snakket med Elsebeth i starten af dette år, så bringer vi historien i februar i Løkken Folkeblad - noget, som på denne vis gør, at hun kan føle en form for håb om at finde pigen, hvis historien også bliver delt.

Fra dansk side går vi derefter i gang med at finde måder, hvorpå vi kan forsøge at finde pigen i det skotske - herunder blandt andet at søge kontakt med flere af områdets skoler, som hun måske kan tilhøre.

Det viser sig dog forholdsvist hurtigt, at dette vil blive udfordrende, og efter nøje overvejelse bliver en sekundær plan at tage kontakt til en anerkendt avis i området - dette valg tilfalder i løbet af kort tid 'Press and Journal', som har eksisteret siden 1748.

Forsiden af Løkken Folkeblad i starten af februar

Detektivarbejde

Vi indleder derefter en dialog med journalisten Calum Petrie på avisen - han er meget fascineret af historien, og på baggrund af brevet i flasken og artiklen i Løkken Folkeblad, så går han derfor i gang med et detektivarbejde, som skal vise sig at bære frugt.

Det lykkes Calum at komme i kontakt med pigens mor, Cassie Tait, som ret overrasket over flaskepostens rejse kan bekræfte, at det er hendes datter, Sienna Roy, der har afsendt den sidste sommer.

Mor og datter havde tænkt, at flasken sikkert ikke ville komme på en længere tur, men den endte med at rejse 440 britiske mil, svarende til godt 700 kilometer, før Elsebeth fandt den på vores kyststrækning.

Opkald via Zoom

Efterfølgende blev der arrangeret et hyggeligt videoopkald, hvor Sienna og Cassie, journalisten Calum, samt Elsebeth og undertegnede journalist endte med at snakke en times tid.

I samtalen kunne den unge pige blandt andet fortælle, at hun elsker Lego, og at hendes favorittime i skolen er matematik - dette fik Elsebeth til at smile, da hun igennem sine næsten 40 år som lærer har undervist i faget.

Siden opkaldet med den skotske familie, så har Elsebeth mailet lidt frem og tilbage med Cassie og Sienna, ligesom Elsebeth har nydt at fortælle mere om historien til sine børn og børnebørn.

Annonceret indhold

Nyeste