Elsebeth med brevet fra pigen i Skotland
Mennesker

Elsebeth fandt flaskepost fra Skotland

29. januar 2023 kl. 16:42

Lidt syd for Løkken bor Elsebeth sammen med sin mand på en gård, hvor tilværelsen nydes i de smukke omgivelser.

Hun kan se tilbage på en god tid på Randers Realskole og siden Hjørring Private Realskole som lærer igennem sammenlagt 39 år.

Parret elsker i høj grad at tilbringe tid sammen med børn, børnebørn og venner, ligesom livet i Vendsyssel nydes i fulde drag tæt på naturen, den friske vind, stranden og Vesterhawet.

Altid dejligt med en gåtur

Når Elsebeth tager ned til vandet for at få en sund gåtur, så sker det jævnligt ved Grønhøj - med sig har hun ofte parrets 11-årige hund, Zappi, som nærmest synes at have energi som en hvalp - og måske tror, at den stadig er det.

Både Elsebeth og Zappi nyder gåturene

Elsebeth følger hele tiden nøje med i strandens udvikling, og hvilke forandringer som havet konstant synes at skabe.

Samtidig elsker hun at kigge ned for at spotte smukke sten, skaller og måske endda rav i sandet, hvilket er en passion, som hun har haft siden, at hun var barn.

Meget usædvanligt fund

Den 18. august 2022 omkring kl. 21.00 var dog ikke en normal aften på stranden, for der var noget i vandkanten, som ikke så sådan helt almindeligt ud.

Elsebeth havde fundet en flaske med et brev indeni, der var skyllet op fra havet, og hun kørte derfor snart hjem med det spændende fund.

Vel hjemme, så indså parret hurtigt, at de blev nødt til at smadre flasken, selvom den var lidt medtaget fra saltvandet. Hammeren blev fundet, og efterfølgende kunne de læse flaskepostens indhold.

Sådan så flasken ud, da den blev fundet

Ude på en længere rejse

Brevet deri, der var dateret 12. juni 2022, viste sig at være fra en lille pige med navnet Sienna fra New Aberdour, der ligger i Aberdeenshire i Skotland.

Elsebeth og hendes mand fandt det fantastisk, hvordan en flaskepost var nået fra den skotske østkyst til den jyske vestkyst i løbet af sommerperioden.

Dagen efter besluttede hun sig derfor for at skrive til pigen - med det samme blev der afsendt et venligt brev, der også inkluderede Elsebeths email.

Endnu ikke hørt tilbage

Adressen i flaskepostbrevet var ikke helt fyldestgørende, hvilket nok er grunden til, at Elsebeth endnu ikke har hørt fra den unge pige og hendes forældre.

Her på Løkken Folkeblad er vi dog rimeligt fortrøstningsfulde, at vi kan finde den rette familie - artiklen vil blive delt med flere skotske kontakter, som muligvis kan hjælpe.

Hvis det lykkes at finde pigen, så har Elsebeth børnebørn på henad samme alder, og de vil elske at blive pennevenner på tværs af vandet, hvor flasken rejste.

Annonceret indhold

Nyeste