Vendsyssel tabte til Viborg-reserver i tiltrængt test
Lyn og torden afbrød Vendsyssels træningskamp mod Viborg 10 minutter inden det planlagte slutfløjt - på det tidspunkt førte Viborg 2-0
FODBOLD: Efter et par ugers kaos kunne Vendsyssel FF's spillere endelig glæde sig over at komme i kamp igen. Den nytiltrådte træner Henrik Pedersen havde i al hast fået stablet en træningskamp mod Viborg på benene.
Vendsyssel har fortsat en meget smal besætning på spillersiden, så af hensyn til de nordjyske fodboldben havde man aftalt, at kampen blot gik over to gange 35 minutter. Vendsyssel havde til mandagens træningskamp en række prøvespillere med for at fylde bænken ud.
Blandt andet to tidligere U19-spillere fra netop Viborg Magnus Vognsen og Jakob Holdt. Derudover havde man Christian Sørensen med, der senest har spillet for Svendborg-Oure, Han har dog nordjyske rødder og har tidligere spillet med blandt andre Lasse Steffensen og Sander Hyltoft i Jammerbugt FC.
Se billeder fra kampen nederst i artiklen
Det var dog lutter kendte ansigter, der begyndte på banen for Vendsyssel. Forårets helt store redningsmand Lasse Steffensen var fortsat at finde på top, mens hjemvendte Tobias Christensen var placeret på venstrekant.
De første 35 minutter forløb med Vendsyssel mest på bolden, men Viborg var klart farligst. Henri Järvelaid kom uforvarende til at lave et selvmål, da en returbold fra en Peter Friis-Jensen-redning ramte ham.
I anden halvleg fik Viborg bragt sig yderligere i front efter en scoring fra Anton Gaaei. Det var dog fortsat Vendsyssel, der var mest på bolden, mens det var Viborg, der skabte chancerne. Det skal dog siges, at Vendsyssel generelt forsvarede sig bedre i anden halvleg mod de kontrastød, der havde gjort ondt på Vendsyssel inden pausen.
Viborg FF - Vendsyssel FF 0-2 (0-1)
Målscorere: 0-1 Henri Järvelaid, selvmål (24. minut), 0-2 Anton Gaaei (53. minut)
Vendsyssels hold (4-3-3): Peter Friis-Jensen - Tobias Damsgaard, Thomas Christiansen, Anders Bærtelsen, Henri Järvelaid - Sander Hyltoft, Morten Knudsen, Jelle van der Heyden - Tobias Christensen, Lasse Steffensen, Tiemoko Konaté.
De planlagte 70 minutter blev reduceret til 60 minutter, da et voldsomt tordenvejr brød ud med 10 minutter tilbage af kampen. Alt i alt var det dog en positiv oplevelse for Henrik Pedersen og VFF-spillerne at være en tur i Viborg.
- Jeg er glad for, at vi har fået den første kamp mod en rigtig fin modstander. Viborg stillede med mange dygtige spillere, så det var en god test. Vi fik prøvet nogle ting i forhold til vores pres, og vi fik prøvet nogle få ting i forhold til at have bolden, siger Henrik Pedersen.
Vendsyssel-træneren leder efter flere træningsmodstandere, for han har ikke overraskende overtaget en tom kalender.
- Jeg kæmper for, at vi kan få nogle flere træningskampe. Det er så vigtigt for os, at vi få de her kampmeter i benene. Vi skal gerne have to eller tre træningskampe mere, siger Henrik Pedersen.
Ét er træningskampe. Noget andet er spillertrup. Mod Viborg var det fortsat Tordenskjolds soldater, der var i spil, men Henrik Pedersen håber, at det hurtigt ændrer sig.
- Jeg håber, at vi ret hurtigt kan begynde at præsentere nogle spillere. Tiden er knap, og vi har mange ting, vi skal nå inden første kamp. Det vigtigste er, at vi skal have skabt et hold, men for at kunne gøre det, skal vi have nogle flere spillere, siger Henrik Pedersen.