Vendsyssel FF er sent ude: Vi kommer også til at kigge mod udlandet

Den nye cheftræner i 1. divisionsklubben, Henrik Pedersen, vil i første omgang skabe et defensivt fundament på holdet

02. juli 2021 kl. 22.02

FODBOLD: Humøret var helt i top hos Vendsyssel-spillerne til fredagens træning. Der var nemlig en ny mand til at stå i spidsen for aktiviteterne på banen. Samtidig var det tydeligt, at spillerne havde fået fjernet et kæmpe åg på skuldrene og op til flere sten fra fodboldstøvlerne.

Med meldingen om, at Vendsyssel FF er tilbage på Jacob Andersens hænder, er der kommet ro på, og den første gerning efter overtagelsen var på plads, blev at præsentere Henrik Pedersen som ny cheftræner.

Pedersen, der er rundet af Red Bull-skolen og senest har været træner i Strømsgodset i Norge, gik straks i gang med at implementere sine tanker hos Vendsyssel-truppen.

Se billeder fra Henrik Pedersens første træning nederst i artiklen

For den rutinerede træner har der været en del overvejelser, men i sidste ende var det en nem beslutning. I foråret blev han fyret i Strømsgodset efter anklager om racistiske ytringer overfor spillere, men det er beskyldninger, som han senere er blevet helt og aldeles renset for i Norge.

- Jeg har gjort mig mange overvejelser. Jeg har fået afsluttet tingene i Norge på en god måde. Hvad ville jeg så? Her passede det godt for mig og familien og komme tilbage til Danmark, så da Jacob Andersen ringede, var det let at takke ja, siger Henrik Pedersen, der har været forbi Vendsyssel én gang før.

Se også
Ny Vendsyssel-ejer: Jeg kunne ikke bare lade det her gå ned

I 2016 var han hentet ind som konsulent, og meget tydede på, at han var udset til at skulle være ny cheftræner, men det blev ikke til noget. Det gør det til gengæld nu.

- Jeg kunne allerede dengang mærke, at det var en rigtig god klub. Man drømmer stort her, men for at drømme, skal man have en base, og det er den base, jeg gerne vil være med til at bygge op for klubben, siger Henrik Pedersen.

- Det handler om at skabe et fundament i klubben. Det vil sige, at vi skal have styr på en assistenttræner, en fysisk træner, en målmandstræner og en analysemand. Det er jeg i fuld gang med, så vi kan få det team, der kan udvikle klubben og holdet. Jeg har lavet en analyse af den nuværende trup og klubben, så jeg har en god ide om, hvilke spillertyper vi har brug for.

Netop spillertruppen skal have tilført nye kræfter, så nu skal trafikken være indgående i stedet for envejs-trafikken ud af klubben. Her er det blandt andet glædeligt for alle VFF-fans, at Tiemoko Konaté støder til truppen lørdag.

- Vi er i markedet nu for at skabe en større trup, men vi er lidt sent ude i forhold til det danske marked. Vi vil gerne have unge sultne spillere med et par topkvaliteter, og så er der ting, de ikke kan, men det skal vi så give dem, hvis de kommer til Vendsyssel. Det er også klart, at vi skal kigge mod udlandet, fordi vi er lidt sent ude, siger Henrik Pedersen.

Se også
Officielt: Jacob Andersen har købt Vendsyssel FF tilbage

I sin tid som HB Køge-træner blev han meget kendt for at komme med en filosofi, der var taget ud af Red Bull-skolen, men der er meget mere end genpres i Pedersens taktiske bog.

- Selvfølgelig vil aggressivt genpres og omstillinger være en del af pakken, men det er også vigtigt at forstå, at det kun er en del af det. For at udvikle et godt fodboldhold skal der også være en masse tanker og ideer om, hvad man vil med bolden, og det skal jo gå hånd i hånd. I første omgang handler det om at skabe et defensivt fundament, og så bygger vi på.

Henrik Pedersen er gået i gang med at få arrangeret træningskampe, så truppen kan få nogle kampmeter i benene frem mod sæsonpremieren ude mod Esbjerg søndag den 25. juli.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste