UGENS DIGT: Sidste suk

Vi har muntret os på stranden

slået smut med flade sten

lagt et simpelt sandslot øde

med et spark fra højre ben

Vi har vandret gennem skove

trådt på blade mos og lav

vandret mellem bløde klitter

mod det store åbne hav

Vi har hørt på havets stemme

dog på brændingens især

og nu solen langsomt synker

holder dagen på sit vejr

Snart det sidste suk er draget

aftenhimlen virker tavs

glemt er tusindvis af dage

som med tungsind for til havs

Lyse timer mørke stunder

regn og slud og kraftig vind

lyn og torden hagl og solskin

satte fodspor på vort sind

Vi går gennem labyrinter

over livets smalle bro

gennem hvileløse stræder

i vor jagt på sjælero

Og bag fjerne horisonter

i vor søgen efter fred

genopføres atter slottet

som vi fordum blot brød ned

Poul Jansen, maj 2019