Seneste nyt
Billede beskrivelse

Børnenes Jord i nødråb: Mangler hænder - ellers risikerer stedet at lukke

04. maj 2026 kl. 19.01

VRÅ: Solen står højt over Børnenes Jord denne forårsformiddag, og dagplejebørnene Rosa, Laurids, Eskild, Sofie og Dagmar er - som så mange gange før - på tur med deres dagplejemor, Marianne Berg Hougesen.

Solbrillerne er på, for lyset er skarpt, og stemningen er god. Men bag smilet bærer Marianne på en bekymring, hun ikke længere kan holde for sig selv. 

Børnenes jord mangler nemlig frivillige i bestyrelsen - ellers kan stedet i værste fald være nødt til at lukke.

Billede beskrivelse

Marianne er ikke kun dagplejemor. Hun er også formand for den selvejende institution, der driver Børnenes Jord. Og tanken om en hverdag uden stedet er svær at rumme.

- En by som Vrå kan simpelthen ikke undvære Børnenes Jord. Det er et sted, der betyder noget for os alle, siger hun.

Ved den nylige generalforsamling lykkedes det ikke at finde nye kandidater til bestyrelsen.

Billede beskrivelse

Det betyder, at Børnenes Jord - for første gang i næsten 60 år - står i en situation, hvor fremtiden er usikker.

- Det er ganske enkelt en forfærdelig tanke, og jeg håber virkelig ikke, at det kommer så vidt, siger Marianne Berg Hougesen.

Derfor indkalder bestyrelsen nu til ekstraordinær generalforsamling den 12. maj, hvor håbet er at finde de kræfter, der kan sikre stedets fortsatte liv.

- Jeg håber, at rigtigt mange møder op. Alle kan være med - også selvom man ikke kan lægge en masse kræfter. Alt tæller, siger hun.

Binder byen sammen

For mange i Vrå er Børnenes Jord meget mere end en legeplads. Det er et fælles sted, der gennem generationer har bundet byen sammen. 

Her mødes børn, forældre, bedsteforældre og naboer. Her holdes fastelavn, Sankt Hans og fødselsdag. Her er plads til både leg, fællesskab og de små hverdagsmøder, der gør en by levende.

Billede beskrivelse

Åse Nielsen, som er forbi med sin hund, har brugt pladsen hele sit liv.

- Det sted her betyder så meget for os alle, siger hun, mens børnene begejstret hilser på hunden.

Marianne nikker.

- Børnenes Jord er også en vigtig del af det, der gør Vrå attraktiv for nye familier. Det er et sted, man lægger mærke til, når man flytter hertil. Derfor må og skal vi finde en løsning.

Billede beskrivelse

En arv, der forpligter

Børnenes Jord blev etableret i 1968, da skoleinspektør Jørgen Jensen og hans kone, Anna, forærede et stykke jord til byens børn. 

Med forfatter og samfundsdebattør Carl Scharnberg som drivkraft blev området udviklet til en byggelegeplads, hvor børn kunne udfolde sig frit og skabe deres egne rammer for leg.

Tanken var klar: Et sted, hvor kreativitet, fællesskab og ansvar gik hånd i hånd, og hvor
voksne kun skulle støtte, ikke styre.

I dag fungerer Børnenes Jord stadig som en selvejende, offentlig legeplads, der holdes i live af frivillige kræfter og lokale arbejdsdage. Men uden nye hænder kan det blive svært at holde traditionen i live.

Håbet lever, men der skal handling til

Marianne Berg Hougesen håber, at den ekstraordinære generalforsamling bliver vendepunktet.

- Jeg tror på, at vi sagtens kan løfte det her sammen. Men vi har brug for, at folk møder op. Det er nu, det gælder, siger hun.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste