Stafet for Livet i Hjørring fejrer 10-års jubilæum
Når Stafet for Livet i Hjørring i år fejrer sit 10-års jubilæum 24. - 25. august, kan styregruppen bag også se tilbage på 10 år med masser af opbakning og en placering i top tre over mest succesfulde Stafet for livet arrangementer.
Sådan fortæller Mette Brath, der er del af styregruppen.
- Det skyldes ikke mindst en fantastisk gruppe af frivillige i Styregruppen. En masse engagerede tovholdere for hver deres område, siger hun.
Meningsfyldt arbejde
Hun fortæller videre, at styregruppen har besluttet at invitere flere med. Det er derfor muligt for alle – uanset alder – at møde op til et uforpligtende møde. Det sker 27. februar klokken 19.00 i Forsamlingsbygningen.
Selv er Mette Brath meget optaget af arbejdet med Stafet for Livet.
- Det er et meget meningsfyldt, frivilligt arbejde, der år efter år ender med et fantastisk døgn på Dyrskuepladsen, hvor vi har den smukkeste weekend, siger hun.
Hun fortæller videre.
- Som frivillig får man så meget tilbage, og det er ubeskriveligt, hvilke erfaringer, det giver at være med. Stafet for livet er en begivenhed for alle aldre, og derfor er alle aldre også med til at arrangere Stafet for Livet.
917 hold på landsplan
Styregruppen møder cirka en aften om måneden i halvåret op til Stafet for livet for at arbejde med Stafet for Livet og hygge sig sammen.
- Nogen har været med i alle 10 år, men mange er også kommet til løbende, fortæller Mette Brath.
Sidste år var der 28.000 deltagere fordelt på 917 hold på landsplan.
I Hjørring er der allerede fem tilmeldte hold, og alle kan oprette et hold ganske gratis, fortæller Mette Brath.
I Danmark afholdes der 56 stafetter i forskellige byer rundt i landet. Der blev sidste år tændt 6359 lysposer i hele landet og over 17 millioner til forskning, forebyggelse, senfølger støtte, pårørendestøtte og sorgbearbejdning, oplyser Mette Brath.