Stærk indsats har lønnet sig: Lokal fodboldklub er Nordjyllands bedste
Bagterp IF hentede flot hæder
En fornem hæder er blevet tildelt den lokale fodboldklub, Bagterp IF. Hæderen er kulminationen på en transformation, der har udspillet sig gennem de seneste år.
For bare to år siden var Bagterp IF nemlig en klub, der var mere død end levende. Men det er ikke længere tilfældet.
For med hjælp fra ildsjæle og frivillige kræfter samt en række initiativer og arrangementer, er der pustet nyt liv i klubben fra den sydlige del af Hjørring. Faktisk så meget, at Bagterp IF er blevet et samlingspunkt for hele lokalsamfundet. Og derfor er klubben helt fortjent blevet belønnet med prisen som "Årets Fodboldklub 2023" i DBU Jyllands i Region 1 2023.
Til at modtage prisen på vegne af Bagterp IF var repræsentanter fra klubbens bestyrelse, mødt op foran de cirka 120 klubfolk, som deltog ved årsmødet på Aalborg Portland Park.
Fokus på børnefodbold
Et af de områder som Bagterp IF virkelig har rykket sig på, er børnefodbolden, hvor der er blevet sat ekstra kræfter ind.
"Bagterp IF er blevet en DBU Børneklub, og man har med ansættelsen af en børneudviklingstræner sat ekstra fokus på børnefodbolden og uddannelse af trænerne", lyder det blandt andet i indstillingen.
Foruden den målrettede indsats på børnefodbolden har klubben også givet faciliteterne et løft - blandt andet med en helt ny legeplads, som også spreder glæde uden for klubben:
"Der er investeret i en legeplads, som har gjort Bagterps anlæg til et samlingspunkt. Ikke kun for børn, der spiller fodbold i klubben, men også for Bagterp Skole og de nærliggende børnehaver", fremgår det af indstillingen.
Aktiviteter på stribe
Bagterp IF har også igangsat en masse aktiviteter, der skal styrke sammenholdet på tværs af årgangene samt øge fokus på pigefodbold. Af aktiviteter kan nævnes:
- Inspirationstræning med børneudviklingstræneren i spidsen.
- Pigeraketten, som har resulteret i flere pigehold i klubben.
- ”BIF-dag”, som er en blanding af standerhejsning og fejring af Bagterp IF, hvor det sociale er omdrejningspunktet.
"Desuden har Bagterp IF et stort fokus på det enkelte barn, og klubben formår at rumme forskelligheder. Man husker også at værne og påskønne de frivillige kræfter, så ingen ildsjæle brænder ud. Derfor fortjener Bagterp IF at blive Årets Fodboldklub", lyder det afslutningsvist i indstillingen.
Stor glæde i klubben
I et Facebook-opslag udtrykker Bagterp IF stor glæde over at være valgt som bedste fodboldforening i Nordjylland.
"I læste rigtigt! DBU mener, at Bagterp IF Fodbold er den bedste fodboldforening i 2023. Vi er blevet bemærket, set og hørt - og vi er SÅ taknemmelige for at vores hårde arbejde, tanker og ambitioner har ført til, at fodboldens højborg mener, vi er de bedste. Vi tillod os at læne os tilbage, nyde aftenen og tage i mod prisen med stolthed og ydmyghed! Vi fortsætter vores hårde arbejde, tanker og ambitioner igen i morgen. En sådan tilkendegivelse giver kun endnu mere motivation for at fortsætte".
Som vinder af prisen som Årets Fodboldklub i DBU Jylland Region 1 er Bagterp IF automatisk med i puljen om at vinde årets Fodboldklub i Danmark - en pris som uddeles i starten af 2024.
Hæderen fra DBU er i øvrigt ikke den eneste anerkendelse, som Bagterp IF har fået dette efterår. Hjørring-klubben var også med blandt de tre finalister, da det nordjyske fodboldflagskib AaB udpegede "Årets Partnerklub i AaB 223".