Billede beskrivelse

Hjørring-klub er tæt på fornem hæder

Bagterp IF har leveret imponerende udvikling

20. oktober 2023 kl. 10.52
Opdateret kl. 11.02

Hjørring-klubben Bagterp IF er blevet nomineret til prisen som "Årets Partnerklub i AaB 2023".

Ifølge AaB's hjemmeside er Bagterp I.F blandt andet nomineret for at have øget medlemstallet fra cirka 200 til knap 400.

AaB har 114 partnerklubber, og dermed er det noget af et nåleøje, som Bagterp IF er kommet igennem ved at være blandt de tre finalister til prisen. De to andre nominerede partnerklubber er Aars I.K. og IF Skjold Sæby.

Vinderen af "Årets Partnerklub 2023" bliver kåret i forbindelse med AaB's hjemmekamp på søndag.

Stolthed over stærk udvikling

I Bagterp IF er der både stolthed over at være nomineret til prisen - og også over den udvikling, som klubben oplever.

- Vi er gået fra at være en klub der for et par år siden stod lidt stille. Vi havde et beskedent antal medlemmer, et mørkt og lukket klubhus og et anlæg, der bare ikke var liv i. I bestyrelsen kom friske kræfter til, og sammen med nogle garvede bestyrelsesmedlemmer har vi formået, at vende skuden 180 grader, og derved skabe det rum for børnefodbolden, som vi drømte om, lyder det i en pressemeddelelse fra Tobias Ørtoft, der er børneudviklingstræner i Bagterp IF's fodboldafdeling.

- Det betyder alverden for os, at AaB vil anerkende det arbejde, vi ligger i vores klub. Vi ligger så mange timer i det frivillige arbejde - simpelthen fordi vi ikke kan lade være. Men derfor har vi stadig brug for anerkendelse og skulderklap, så vi også ved, at vi bevæger os i den rigtige retning. Alt hvad vi gør, det gør vi med vores børn og unge for øje, siger Tobias Ørtoft.

Billede beskrivelse

Masser af initiativer

Gennem de seneste par år har ildsjælene fra Bagterp formået at skabe en klub i udvikling, og en klub der altid har det næste arrangement i kalenderen. Klubben har valgt, at nogle arrangementer skal være traditioner i klubben - altså noget som børn og unge altid kan se frem til. 

Hvert år til sæsonstart i august afholdes eksempelvis en "BIF-dag", hvor anlægget bliver spækket med hoppeborge, aktiviteter, konkurrencer, hygge og et åbent cafeteria. Og kort tid efter kommer "BIF Burgeraften", som snildt kan tiltrække op mod 200 tilmeldte.

- Ja, og vi glæder os allerede til det næste arrangement. En af vores frivillige har stablet et halloween-løb på benene, hvor alle i lokalområdet kan deltage, og hvor vi slutter af ved klubhuset i Bagterp IF. Altså det er jo netop det, vi kan. Skabe aktiviteter for områdets børn og unge, skabe et sted, hvor vi har det godt sammen - både omkring fodbolden, men også omkring det ’bare at være fælles’, siger Tobias Ørtoft.

Og fællesskabet det kan altså dyrkes igen på søndag, hvor 125 BIF’ere drager af sted mod lægterne på Aalborg Portland Park, hvor de som partnerklub er inviteret. Her vil det også blive offentliggjort, om det er Bagterp IF, der løber afsted med titlen som "Årets Partnerklub i AaB 2023".

- Uanset om vi vinder titlen eller ej, så har vi følelsen af allerede at have vundet. Det er så stort for os, at bliver anerkendt blot ved nomineringen. Men altså, hvis titlen skulle tilfalde os, så må vi jo nok hellere få en lille fest arrangeret i nærmeste fremtid, siger Tobias Ørtoft.

Du kan ved at klikke her - se en video, hvor Tobias Ørtoft bliver interviewet af AaB.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste