Livet her

Sindal-værksted opnår særlig elbils-certificering

12. januar 2022 kl. 06:30

For blot halvandet år siden åbnede Thomas Buus Stubben autoværkstedet Soldal Auto i det tidligere hønseri på Hjørringvej 140. Lige fra starten har der været fuld fart på med servicering og reparationer, og sideløbende er de faglige kompetencer blevet udbygget.

I december sidste år afsluttede Thomas Buus Stubben således Autobranchens uddannelse som ”El- og hybridtekniker”. Uddannelsen består af tre moduler og gennemføres i løbet af 1 år og afsluttes med en praktisk og teoretisk prøve, som blev bestået med ”Udmærkelse”. Uddannelsen certificerer Thomas Buus Stubben til at udføre service og reparationer på både el, plug-in hybrid og hybrid biler.

Foruden den nye uddannelse er Thomas Buus Stubben uddannet som automekaniker og -tekniker og har mere end 15 års erfaring inden for autobranchen. Han kan derfor tilbyde alle tænkelige reparationer på alle bilmærker lige fra veteranbiler, nye og ældre benzin- og dieselbiler og nu også el-biler.

- Med den nye uddannelse er der ikke længere nogen begrænsning for, hvad jeg kan tilbyde af servicering og reparationer af biler lige fra almindelige personbiler til større varebiler. Jeg plejer at sig, hvad der kan komme ind gennem porten, kan jeg servicere, fortæller Thomas Buus Stubben.

El-lånebil

I den sidste tid har værkstedet haft travlt med at hjælpe kunderne med at få skiftet fra sommer- til vinterdæk. Da mange har problemer med at opbevare de skiftede dæk, tilbyder Soldal Auto gratis opbevaring af dækkene.

- Det er meget populært, for hvis man bor i en lejlighed, kan det være vanskeligt at finde plads til fire dæk på fælge. Her har jeg god plads til et dæk-hotel. Inden dækkene skal skiftes igen til sommer, undersøger jeg dem for slidtage og eventuelle skader, siger Thomas Buus Stubben.

Mens bilerne er til service tilbyder Soldal Auto kunderne en gratis lånebil. Det kan enten være en almindelig benzinbil eller som noget nyt en MG elbil.

- Så kan kunderne prøve, hvor dejligt det er at køre i en elbil, hvor der masser af komfort og ingen støj. Jeg har også investeret i en lyn-lader, der er tilgængelig for alle døgnet rundt. Betaling for strøm foregår nemt og enkelt via Monta app’en.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu